Aktien i den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk har en sjælden god dag, hvor aktien bliver mere værd.
Men selvom stigningen på 2,4 pct. isoleret set er en større stigning, så er stigningen mere moderat i forhold til nyhedsstrømmen.
Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos handelsplatformen Nordnet.
Stigningen i Novo-aktien kommer på baggrund af, at et nyt lovforslag i USA blev lagt frem.
Lovforslaget går under navnet "Safeguarding American from Fraudulent and Experimental Drugs Act of 2025", og kan potentielt beskytte selskaber som Novo Nordisk og konkurrenten Eli Lilly, der kæmper med såkaldte compunders - altså kopimedicin.
»Hvis håndhævelsen af reglerne i USA nu reelt er skiftet fra selskaberne (bl.a. Novo Nordisk) til myndighederne, vil det markere et stort skifte. Set på den baggrund virker den store kursstigning reelt mindre,« uddyber Per Hansen.
Tidligere har flere selskaber herunder Hims & Hers haft tilladelse til at lave kopier af Novos fedmiddel Wegovy og sælge dem, da Novo Nordisk ikke kunne følge med efterspørgslen af midlet, og Wegovy dermed kom på en såkaldt compound-liste.
Per Hansen hæfter sig derfor ved, at aktien i det amerikanske sundhedsselskab Hims & Hers onsdag dykkede 4,9 pct.
Novo Nordisk havde indtil sommeren i år et samarbejde med netop Hims & Hers, som Novo Nordisk afsluttede, da det amerikanske selskab solgte kopimedicin af Novos supersællerter.
Derudover havde den danske kæmpe bekymringer om vildledende markedsføring fra Hims & Hers side.

