Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar, lægger ikke skjul på, at den danske medicinalmastodont står over for en alvorlig opgave efter den seneste tids aktie-nedsmeltning, skriver Berlingske.

Efter et dramatisk kursfald, der har barberet milliarder af kroner af Novo Nordisks markedsværdi, medgiver selskabets nye topchef, Mike Doustdar, at tilliden fra investorer og pensionsopsparere er blevet hårdt ramt.

Kursfaldet, som blandt andet blev udløst af skuffende nyheder fra selskabets forskningspipeline og hård konkurrence på markedet for vægttabsmedicin, har sendt chokbølger gennem både private investorers depoter og danske pensionskasser, hvor Novo-aktien er blandt de største beholdninger.

»Efter at vi har tabt rigtig mange menneskers pension og rigtig mange menneskers opsparinger, ville det være virkelig latterligt og forkert at sige det modsatte – at vi ikke havde travlt og tog det let,« siger Mike Doustdar til berlingske og tilføjer:

»Jeg ønsker at minde mig selv og alle andre om, at vi har travlt med at rette op på det.«

Budskabet er ifølge den 54-årige iranskfødte topchef både en erkendelse af skadens omfang og en klar melding til investorer, medarbejdere – og ham selv – om, at genopretningen af tilliden og aktiekursen haster.