Det går godt i den nyligt fusionerede danske enzymkæmpe Novonesis, der nu skruer en smule op for sine forventninger til året.
Sådan lyder det i en meddelelse udsendt mandag, inden Novonesis møder selskabets investorer og analytikere på en kapitalmarkedsdag tirsdag.
Læs også: Er dit banklån blevet billigere? Så skal du huske én ting for at undgå skattesmæk
Novonesis forventer nu en pro forma salgsvækst for året mod toppen af forventningsintervallet som lyder på mellem 5-7 pct.
Samtidig hæver Novonesis sine forventninger til sin såkaldte 'pro forma' justerede EBITDA-margin fra ca. 35 pct. til nu at lyde på 35-36 pct.
»Efterspørgslen efter bæredygtige biosolutions vil blive ved med at vokse, da verden har brug for løsninger på det stigende behov for at brødføde og forsyne en voksende befolkning på en bæredygtig måde. Den gnidningsløse integration af vores to virksomheder har allerede skabt et stærkere fundament for at indfange og accelerere vækst inden for det attraktive biosolutions-område. Vi er forpligtede til at lede transformationen af samfund og økonomier for at sikre sundere liv og en sundere planet,« udtaler adm. direktør i Novonesis, Ester Baiget i forbindelse med meddelelsen.
Novonesis er en fusion mellem de to danske C25-selskaber Novozymes og Chr. Hansen. Den seneste måned er Novonesis-aktien faldet med knap 7,8 pct.
