NTG-aktien falder markant i tirsdagens børshandel.
Aktien i det danske transportselskab falder næsten 7,4 pct. Det betyder, at transportaktien har fået barberet næsten en fjerdedel af kursen på tre måneder.
Transportkoncernen er i løbet af de seneste tre måneder faldet 24 pct. Kursfaldet skal dog ses i lyset af, at NTG-aktien har været en af de aktier, der har klaret sig allerbedst på den danske fondsbørs i år.
Aktien havde frem til 1. august givet et afkast på 78 pct.
NTG har en såkaldt 'asset light'-forretningsmodel, som den større danske konkurrent DSV også bruger. Asset light betyder, at selskaberne stræber efter at eje relativt få omkostningstunge ting, såsom lastbiler, og i stedet søger man partnere, som kan stille tingene til rådighed.
NTG blev stiftet i 2011 og beskæftiger sig især med transport i Norden og Baltikum.