Den danske transportkæmpe NTG opjusterer sine forventninger til 2026.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse mandag formiddag.

Dermed venter NTG nu et justeret driftsresultat målt på EBIT på 660-685 mio. kr. fra tidligere 625-650 mio. kr.

Forventningen til særlige poster er også blevet hævet til cirka 50 mio. kr. fra tidligere 30-35 mio. kr.

»Opjusteringen af justeret EBIT er drevet af bedre resultater end forventet på tværs af begge divisioner, drevet af den nordiske Road-forretning og forbedret performance i Air & Ocean, understøttet af gunstige markedsforhold,« fremgår det af meddelelsen.

Her kan man også læse, at NTG i årets tre første kvartaler har lavet et justeret driftsresultat målt på EBIT på 506 mio. kr.

Som tidligere annonceret udgiver NTG regnskab for tredje kvartal den 9. november.