I starten af 2021 var kobber den helt store raket på verdens råvarebørser. Nu er turen kommet til aluminium, der siden nytår er steget 47 pct. I denne uge er aluminium tilmed kravlet over 3000 dollar for et ton på råvaremarkedet i London - for første gang siden 2008.

Den globale genåbning har på trods af lidt grus i maskineriet fra delta-varianten sendt verdensøkonomien op med hæsblæsende tempo. En række råvarer er blevet en mangelvare på samlebånd over hele verden.

Ifølge Bloomberg er aluminium ramt af lavere udbud fra Kina på grund af skrappere krav om lavere udledning af CO2. Også i EU er producenter - her er det typisk i forarbejdningsprocessen - ramt af klimaregulering på udbudssiden. Nyhedsbureauet referer til en Goldman Sachs rapport, der ser nærmere på, hvilke udfordringer udbuddet af aluminium er ramt af.

Produktionen af aluminium er meget energiintensiv, hvilket rammer dobbelt på et tidspunkt, hvor også energipriser og olie er stigende.

Kobber er steget 25 pct. i år, mens stål er steget 34 pct. Jernmalm er til gengæld faldet 20 pct. i 2021. Ædelmetallerne guld og sølv er faldet en anelse tilbage. Sølv dog med 10 pct.

Blandt de toneangivende landbrugsprodukter er kaffe steget mest med 45 pct. siden årsskiftet.

Læs også: Tysk storbank er vilde med A.P. Møller

Læs også: Softwaregigant falder i eftermarkedet- skuffende salgsvækst