Nu får Nordnet-kunder fuldt pensionsoverblik


Nordnets kunder kan fra i dag se deres pensionsdata på PensionsInfo. Den populære handelsplatform har dermed imødekommet et mangeårigt ønske fra kunderne om at få et samlet overblik over deres pensionsopsparinger.
Det oplyser Nordnet i en pressemeddelelse fra morgenstunden.
»I alt for mange år har vores kunder haft et ønske om, at vi leverede data til PensionsInfo. Nu står vi et sted, hvor vi, med lanceringen af vores livsvarige pension sidste år, tilbyder så mange typer pensioner til vores kunder, at det selvfølgelig skal være en service, vi leverer. Derfor er jeg meget begejstret for endelig at imødekomme kundernes ønske,« lyder det fra Nordnets danske landechef Tine Vestergren Uldal.
PensionsInfo så dagens lys tilbage i 1999, og er et samarbejde på tværs af den finansielle sektor og offentlige myndigheder.
Her kan man logge ind og få et samlet overblik over alle sine pensionsopsparinger, og det er uanset, om ens penge står i et pensionsselskab eller en bank.
Formålet med PensionsInfo er blandt andet at give et overblik over ens pensionsopsparinger, så man bedre kan planlægge ens økonomiske fremtid. Derudover kan man også dele info fra PensionsInfo med sin bank.
»Vi ved, at det at spare op til sin pension har indflydelse på blandt andet boligkøb og andre dele af ens økonomi – og her spiller PensionsInfo en klar rolle. Derfor kan manglen på PensionsInfo have holdt folk tilbage fra at kigge nærmere på vores pensionsprodukter. Den udfordring har vi nu løst, og vi håber, at det kan være medvirkende til, at endnu flere danskere tager styring over deres pension og dermed også får mest muligt ud af deres penge, når de en dag forlader arbejdsmarkedet,« siger landechefen.