Carlsberg kan være på vej til at sælge sin russiske forretning til konkurrenten Efes AB Inbev, der er den største spiller på det russiske marked, mens Carlsberg er nummer to.
Det skriver flere medier, herunder Berlingske og Bloomberg News, der citerer det russiske erhvervsmedie Kommersant.
Ifølge det russiske medie kommer oplysningerne fra kilder tæt på salgsprocessen.
Carlsbergs beslutning om at afhænde den russiske forretning blev taget i slutningen af marts, kort efter at konkurrenten Heineken annoncerede planer om at forlade Rusland - og dermed følge i fodsporene på flere store vestlige selskaber, der trak sig ud af Rusland som konsekvens af landets invasion af Ukraine.
Det danske bryggeri holdt ellers i starten fast i den russiske forretning, Baltika, hvor hensynet til de omkring 8000 russiske ansatte blev brugt som argument.
Efes AB InBev er et joint venture mellem verdens største bryggerikoncern AB Inbev, som blandt står bag Budweiser, og det tyrkiske selskab Anadolu Efes. Modsat Carlsberg og Heineken har Efes AB Inbev ikke givet udtryk for at ville forlade Rusland.
Ifølge Berlingske har den russiske sodavandproducent Chernogolavka og israelske CBC Group begge vist interesse for at overtage Baltika. Et salg til det russiske selskab kompliceres ifølge Kommersant af, at Carlsberg vil betales i vestlige valuta. Desuden skal beløbet betales fra et ikke-russisk selskab.
Den russiske forretning hos Carlsberg dækker over 5 pct. af selskabets samlede indtjening. Afhændelsen af den russiske forretning ventes at medføre en "betydelig" nedskrivning for selskabet, har Carlsberg tidligere oplyst. Analytikere har peget på i omegnen af 20 mia. kr.
Carlsberg har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.
Bryggeriaktien stiger torsdag 1,9 pct. til 896,60 kr.
Læs også: Famøs storinvestor sælger ud og taber milliarder på Netflix
Læs også: Dansk provokunstner sælger digital kunst for millionbeløb: »Det stak fuldstændig af«
.\˙ MarketWire