Nu går ny dansk handelsplatform i luften: 'Det er fantastisk'


Efter tre års udvikling kan folkene bag den nye danske handelsplatform Pluto Markets åbne sluserne og byde investorer velkommen.
Det sker med store ambitioner om at udfordre de eksisterende og mest kendte spillere på markedet som Nordnet og Saxo Bank med lavere priser og evnen til at lancere nye produkter hurtigt.
Det fortæller adm. direktør Joakim Brüchmann:
»Det er fantastisk. Vores strategi har afveget en smule fra de andre konkurrenters de seneste 5-10 år ved, at vi har bygget alt fra bunden. Vi nærmer os at blive en fuldbyrdet konkurrent til Nordnet og Saxo Bank - også på infrastrukturniveau,« siger han og tilføjer:
»Vi kommer til at være den billigste og mest brugervenlige platform på markedet.«
Læs også: Investeringschef advarer mod at have for mange Novo-aktier
Brüchmann påpeger dog selv, at man ved starten af lanceringen ikke kommer til at have et lige så bredt udvalg af investeringsmuligheder som på andre platforme. Kunder på platformen kan nemlig 'kun' handle i 3.000 amerikanske aktier - og dermed ikke i danske eller europæiske selskaber i første omgang.
»Vi har lavet markedsanalyser og research og valgt at specialisere os på det amerikanske marked til at starte med, fordi vi her kan levere handel uden minimumskurtage i fraktioner. Og vi gør det med en billig valutaveksling, hvor man også får fuld stemmeret. Det gør man eksempelvis ikke hos Nordnet,« siger Joakim Brüchmann.
Handel med fraktioner eller fractuals betyder, at man som investor kan købe en anpart i en aktie. Det betyder, at man for eksempel kan købe for 100 dollar i Microsoft-aktier, hvis man ikke har de lidt mere end 400 dollar, der skal til for at købe en i øjeblikket. Pluto Markets har ingen minimumskurtage for handel med amerikanske aktier, men tager 0,08 pct. i gebyr for handler over 10.000 kr. Det er på niveau med Saxo Bank, der dog har minimumskurtage på 1 dollar for amerikanske aktier.
»Vi har valgt, at vi vil være de bedste til amerikanske aktier. Og hvis man kigger på det amerikanske marked er det også det, der over de sidste 10 år har genereret det klart bedste afkast,« siger Joakim Brüchmann, der dog tilføjer at man også kommer til at tilbyde handel med danske aktier i 2025:
»Det er ikke fordi, at vi ikke har en intention om at lancere det. Men vi har indledningsvist valgt, at vi vil være de bedste på amerikanske aktier frem for at kunne fem forskellige ting, hvor vi ikke er førende. Det er et strategisk valg at gå snævert og dybt.«
Læs også: Storbank har kigget nærmere på store danske aktier: Den ene skal købes og den anden sælges
Hvilke andre produkter og markeder, som er på vej til Pluto Markets, og som skal lanceres på den egenudviklede infrastruktur, vil direktøren ikke ud med.
»Det kan jeg desværre ikke sige. Det er en stor forretningshemmelighed. Men der kommer nogle nye innovative produkter over de kommende måneder. Så meget kan jeg godt sige,« siger Joakim Brüchmann.
Men ambitionerne skorter det ikke på - håbet er at bygge det nye Nordnet, der i starten af oktober kunne annoncere at have rundet 500.000 aktive kunder i Danmark.
»Målet er at blive markedsleder i Skandinavien inden for de næste 10 år. For at få dette til at ske er første delmål at få 20.000 aktive kunder, som har penge i appen og handler indenfor de næste 12 måneder,« siger Joakim Brüchmann og tilføjer:
»Når det er opnået, så skal vi ud til de andre skandinaviske markeder, hvor det kompetitive landskab minder meget om det danske.«
Hvor realistisk tænker du, at jeres ambitioner er?
»Vi tror på at vi kan nå det, hvis forbrugerne tager imod vores produkt, som vi tror og håber. Men der er selvfølgelig en masse ting, der skal falde i hak på den rejse. Og vi tager det skridt for skridt i den retning,« siger Joakim Brüchmann.
Pluto Markets er tilgængelig på App Store og Google Play.