Der er blevet gisnet om det længe, og kort efter afslutningen på debatten mellem Trump og Harris, kom nyheden så:
Megastjernen Taylor Swift bakker op om den demokratiske præsidentkandidat.
Det skriver den amerikanske sanger selv på Instagram.
»Jeg stemmer på Kamala Harris og Tim Walz ved præsidentvalget i 2024,« lyder det.
»Jeg stemmer på Kamala Harris, fordi hun kæmper for de rettigheder og sager, som jeg mener, har brug for en, der kæmper for dem.«
Opslaget blev delt umiddelbart efter, at Kamala Harris og republikanernes præsidentkandidat, ekspræsident Donald Trump, for første gang mødtes til en debat på den amerikanske fjernsynskanal ABC News.
»Jeg mener, at hun er en rolig, begavet leder, og jeg mener, at vi kan opnå så meget mere i vores land, hvis vi lader os lede af rolighed og ikke kaos,« skrev Taylor Swift.
Det er en støtte, mange har ventet på.
Netop Taylor Swift er muligvis verdens største musikstjerne lige nu og gennem en årrække.
Samtidig er hun ikke kun en popstjerne, men også countrystjerne, som har appel hos millioner af unge mennesker over hele USA - både republikanere og demokrater.
Det er potentielt den mest afgørende støtterklæring, en af de to præsidentkandidater kan få.
Artiklen blev oprindeligt bragt på BT
