Den amerikanske chipproducent Nvidia slår analytikernes forventninger i fjerde kvartal.
Det fremgår af selskabets dugfriske regnskab, og dermed slår selskabet markedets forventninger for 14. kvartal i streg.
Omsætningen lander i fjerde kvartal på 68,1 mia. dollar, hvor analytikerne havde ventet en omsætning på 65,9 mia. dollar, viser tal fra Bloomberg.
Indtjeningen pr. aktie lander på 1,62 dollar, hvilket er 6 pct. højere end hvad analytikerne havde ventet. De havde forudset en indtjening pr. aktie på 1,53 dollar, ifølge Bloomberg-data.
Nvidia oplever i øjeblikket en historisk fremgang og har netop præsteret en rekordomsætning med den største vækst fra kvartal til kvartal i virksomhedens historie.
Det skriver selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
Særligt Data Center-divisionen har fart på. Omsætningen her er steget næsten 13 gange siden lanceringen af ChatGPT, hvilket understreger den massive efterspørgsel på AI-kraft.
Virksomhedens produkter er i så høj kurs, at selv seks år gamle chips bliver benyttet af cloud-udbydere.
Og det er ikke kun i det netop offentliggjorte fjerde kvartal, hvor det er gået godt for selskabet.
Det kommende første kvartal forventer Nvidia nemlig at levere en omsætning på 78 mia. dollar plus/minus 2 pct. Her havde analytikerne sat næsen op efter en omsætning på 72,7 mia. dollar, viser data fra Bloomberg.
Aktien stiger med 0,7 pct. i eftermarkedet onsdag aften.
Læs også: Strateg om softwareaktie i frit fald: Kan skabe uro på aktiemarkedet


