Tirsdag blev en dag i rødt for danske aktier.

C25-indekset, der følger de mest populære aktier herhjemme, faldt med 0,1 pct.

Det var især vindmølleproducenten Vestas, der fik en kurslussing af investorerne, mens bryggeriet Harboe blev belønnet for en ny udmelding.

Læs også: Analytiker ser børsguld glimte i C25: Kursen skjuler selskabets store forvandling

Vestas-aktien faldt med 3,3 pct. i dagens handel.

Faldet kommer i kølvandet på, at en ny analytiker har været ude at advare om, at ordreindgangen i tredje kvartal ser svagt ud.

Deutsche Banks John Kim mener nemlig, at det bliver svært for Vestas at nå markedets forventninger, når man kigger på det nuværende niveau, selvom der er tid endnu.

Det er ikke kun John Kim, der er bekymret. Jyske Bank advarede mandag om, at ordreindgangen hos Vestas var 'overraskende svag', hvilket du kan læse mere om her.

John Kim fra Deutsche Bank anbefaler, at man hverken køber eller sælger aktien.

Vestas-aktien er faldet tilbage med næsten 9 pct. de seneste fem handelsdage.

Læs også: Storbank anbefaler at købe forsyningsaktie: Forudser opjustering

Harboe-aktien var til gengæld i hopla, og aktien steg med 4,2 pct. tirsdag.

Det var en selskabsmeddelelse om, at det danske bryggeri vil rive 1/3 af sin egen aktiebeholdning over, som satte gang i aktiekursen.

Kapitalnedsættelsen betyder nemlig, at overskuddet vil blive fordelt på færre aktier, og dermed er det et værdiskabende initiativ for investorerne.

»Vi ser beholdningen af egne aktier som et finansielt beredskab, som vi kan tage i anvendelse, når og hvis de rigtige strategiske muligheder opstår. Det gør vi fortsat, og vi udforsker løbende sådanne muligheder. Men vi har besluttet, at vi nu vil igangsætte en proces med henblik på at kunne gennemføre en kapitalnedsættelse,« lyder det fra Martin Lavesen, der er bestyrelsesformand i Harboe, i selskabsmeddelelsen.

Harboe-aktien er faldet tilbage med 7,3 pct. det seneste år.

Dagens fem bedste i C25-indekset:

A.P. Møller - Mærsk B: +3,9 pct.
A.P. Møller - Mærsk A: +3,4 pct.
GN Store Nord: +2,7 pct.
Ørsted: +1,2 pct.
AL Sydbank: +1,0 pct.

Dagens fem dårligste i C25-indekset:

Vestas: -3,3 pct.
NKT: -2,2 pct.
Demant: -2,1 pct.
Novonesis: -1,8 pct.
Nordea: -1,1 pct.

Læs også: Kendt selskab inden for sundhedsteknologi udskyder børsnotering

Læs også: Læk af dokumenter får B&O til at offentliggøre regnskabstal før tid

Millionærklubben

Tirsdagens Millionærklubben sætter fuld fokus på Danmarks aktieflagskib Novo, der igen tager vand ind, og kursmæssigt driver mod syd. Sidste uges kapitalmarkedsdag vendte ikke aktiens udvikling - tværtimod - og med en kurs tilbage nede omkring 250 kr. spørger investorerne sig selv om det da nogensinde vender? Millionærklubben graver dybt efter svaret i selskab med journalist Ole Hall, der er aktuel med en ny bog om den danske gigant, og Mikael Bak, der som direktør i Dansk Aktionærforening deltog ved Novos kapitalmarkedsdag i London. På plads i studiet er også Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, der for nylig har købt op i aktien. Har han fortrudt det? Vært: Lasse Ladefoged (lala@euroinvestor.dk)