Det seneste pres på AI-aktier er blot starten på en større nedtur.

Sådan lyder advarslen fra investeringsstrategerne hos analysehuset Macro Research Board, som kalder den seneste tids kursfald for starten på en større markedsbevægelse.

Kursfaldene er så voldsomme, at Nasdaq 100-indekset, falder 5 pct.

»Udrensningen i AI-relaterede aktier har meget længere igen,« skriver analysehuset i et nyt notat.

Advarslen bunder i, at markedets tårnhøje forventninger til selskabernes fremtidige overskud ikke matcher deres faktiske indtjeningsevne. Hvis håbet om fremtidige overskud bliver for urealistisk, er der lagt op til store kursfald.

Macro Research Board råder derfor investorer til at rotere ud af tech og sprede risikoen ud på aktier i andre dele af aktiemarkedet. 

Mens tech-giganterne bløder, søger investorerne i ly i mere traditionelle, defensive aktier. Selskaber inden for stabilt forbrug formår således at trodse den generelle markedsstemning.

Både supermarkedskæder som Walmart og Costco samt læskedrikgiganterne Coca-Cola og PepsiCo formår at holde sig i grønt territorium i torsdagens handel, om end stigningerne er af den mere afdæmpede slags.