Ny afgørelse: Sådan kan man slippe for dansk skat

Du kan slippe for at betale dansk skat, selv om du både har arbejde her i landet og har en dansk bank, lønnen bliver sat ind på.
Det kræver dog, at du ikke længere har bopæl her i Danmark.
Det skriver nyhedsbrevet fra revisionfirmaet BDO på baggrund af en ny afgørelse fra Skatterådet.
»Mange tror, at man altid skal betale dansk skat ved arbejde for en dansk arbejdsgiver, men det er ikke tilfældet, hvis man ikke har bopæl her i landet,« siger Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO.
Sagen handlede om en formentlig ung mand, der ville flytte til De Forenede Arabiske Emirater, der blandt andet omfatter Dubai og Abu Dhabi.
Her ville han opholde sig på et tidsbegrænset visum som 'digital nomade', der giver ret til ophold i et år, men med mulighed for forlængelse.
Manden ejede ingen ejendomme i Danmark og ville ved udrejsen opsige og fraflytte den lejelejlighed, hvori han boede.
Under sit ophold i udlandet ville han beholde sit nuværende arbejde hos en dansk virksomhed, der fortsat ville udbetale hans løn til en dansk bankkonto.
I sin afgørelse fastslog Skatterådet, at mandens skattepligt til Danmark ville ophøre ved hans fraflytning til udlandet, idet han herefter ikke længere havde en bolig til sin rådighed her i landet.
»Det er afviklingen af den danske bolig, som er nøglen til at slippe for dansk skat. Det har unge mennesker, som bor i lejelejligheder, nemt ved at gøre,« siger Henning Boye Hansen.
Han vurderer, at afgørelsen vil få smilet frem hos de unge mennesker, der gerne vil ud i verden.
»Det er min klare opfattelse, at der bliver flere og flere unge, som tager til udlandet og lever som digitale nomader,« siger Henning Boye Hansen og tilføjer:
»Det kan jeg godt forstå. Et udlandsophold er en fantastisk mulighed for både at opleve noget og for at spare op til køb af hus eller lejlighed.«
At slippe for dansk skat er dog ingen garanti for total skattefrihed.
Anskaffer du dig en fast bolig i et andet land, vil der ofte skulle betales skat i det land, man flytter til, oplyser Henning Boye Hansen.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner