Tre amerikanske banker er krakket, og nu lader det til, at både investorer og kunder flygter ud af en fjerde bank.

Der er tale om banken PacWest, hvis aktiekurs er faldet med 82 pct. siden bankkrisen tog fat i USA i starten af marts.

Alene torsdag faldt PacWests aktiekurs 22 pct., efter det stod klart, at banken havde mistet 9,5 pct. af sine indlån i den forgangne uge. Dermed har flere af bankens kunder været ivrige efter at trække penge ud af banken.

Selvom det lader til, at PacWest er udfordret, så maner Jared Shaw, analytiker i banken Wells Fargo, til ro.

PacWest har nemlig, oplyser banken selv torsdag, likvide beholdninger for knap 104 mia. kr. Det er langt mere end de 35 mia. kr. af bankens indlån, som ikke er forsikret mod tab.

»Faldet i indlån lader til at have overskygget det hele, men samlet set er det en positiv opdatering,« siger han om torsdagens melding fra selskabet ifølge Ritzau.

Den første bank, der bukkede under i USA, var Silicon Valley Bank. Banken oplevede et stormløb, hvor samtlige kunder ønskede at trække deres penge ud af banken. Det førte til, at banken måtte sælge obligationer med store tab.

Også Signature Bank samt First Republic Bank er krakket siden marts.

Læs også: Nordea anbefaler at sælge dansk gigant

Læs også: Pasta-priserne er skudt i vejret - det har ført til krisemøde