Euroinvestor har ansat Lasse Ladefoged til stillingen som journalistisk chef. Lasse Ladefoged har lang erfaring med finansjournalistik på både tekst, video og lyd, og har bl.a. været Børsens korrespondent i USA.

Lasse Ladefoged er uddannet journalist, og har gennem mere end halvandet årti fulgt og dækket de globale finansielle markeder, samt dansk og internationalt erhvervsliv.

Det seneste år har han arbejdet i USA som podcastvært, selvstændig journalist og strategisk medierådgiver.

»Jeg glæder mig helt vildt til at blive en del af Euroinvestor, som har en unik position som det naturlige samlingspunkt for investorer. Flere og flere danskere investerer i aktier, og derfor er der et stigende behov for uafhængige nyheder og inspiration til private investorer. Den position glæder jeg mig til at styrke yderligere i de kommende år,« siger Lasse Ladefoged.

Euroinvestor er vokset støt i de senere år, og er i dag Danmarks største finansmedie. Ifølge Danske Online Index tiltrækker mediet knap 100.000 daglige brugere (februar 2026).

»Lasse Ladefoged har både dyb indsigt i finansielle markeder og er en fremragende formidler. Det er den helt rigtige journalistiske chef for Euroinvestor, der fortsat har et stort potentiale,« siger ansvarshavende chefredaktør for Euroinvestor, Simon Richard Nielsen.