Ny skrækdag for Novo-aktien trækker C25-indekset ned: Sådan gik handelsdagen


Det blev til endnu en af de dage, hvor aktionærerne i Novo Nordisk tabte penge.
Det danske selskab faldt nemlig tilbage med 4,3 pct. i onsdagens handel, efter at medicinalkæmpen åbnede regnskabsbøgerne.
Novo kunne ellers præsentere en opjustering af forventningerne til omsætningen fra en vækst på -4 til -12 pct. til nu 0 til -6 pct., men bekymringer om pipelinen ser ud til at have overskygget opjusteringen.
Vi skal da heller ikke længere væk end til fredag i sidste uge, for at finde den sidste kurslussing. Her faldt aktien 7,4 pct. oven på skuffende forsøgsdata for det potentielle lægemiddel mod hjerte-kar-sygdomme, ziltivekimab.
Dermed er Novo-aktien nede med 9,5 pct. i 2026, samtidig med at den direkte konkurrent Eli Lilly er oppe med små 8 pct. for året. Den amerikanske medicinalkoncern rapporterede regnskab onsdag, hvor der er blevet skruet op for forventningerne til resten af året.
Det var således også onsdag, at vi for første gang fik et regnskab, som indeholder omsætningen fra GLP-1-pillerne fra de to konkurrenter, hvor Novo indtil videre har trukket det længste strå, når man kigger på omsætningen. Det kan du læse mere om her.
Nedturen for Novo Nordisk satte også sit præg på det danske eliteindeks, C25, der tabte 0,9 pct. af sin værdi.
En af de aktier, der blev mere værd, er smykkefirmaet Pandora, der steg med 0,8 pct. Det skete, efter at selskabet har været under luppen hos det store finanshus Carnegie, der nu ser et endnu større kurspotentiale i Pandora-aktien.
Finanshuset ser for sig, at Pandora-aktien kan stige op til 940 kr. mod tidligere 750 kr. Carnegie anbefaler investorer at købe aktien på det nuværende niveau.
Dagens fem bedste i C25-indekset:
Rockwool: +3,1 pct.
NKT: +2,5 pct.
Royal Unibrew: +2,4 pct.
Zealand Pharma: +2,4 pct.
Carlsberg B: +1,9 pct.
Dagens fem dårligste i C25-indekset:
Novo Nordisk: -4,3 pct.
Ørsted: -3,7 pct.
Nordea: -2 pct.
Vestas: -1,8 pct.
DSV: -1,5 pct.