Flere amerikanske storbanker står efter aftale med den amerikanske regering klar til at indsætte 30 mia. dollar i First Republic Bank.

Det sender aktien i banken med base i San Francisco op med over 14 pct., efter at den tidligere på dagen var i minus med over 36 pct.

Bag redningsaktionen er storbanker som JPMorgan Chase, Morgan Stanley, Citigroup og Bank of America foruden andre.Aktionen er ifølge Bloomberg News koordineret med den amerikanske regering.

Bank of America, Citigroup, JPMorgan Chase og Wells Fargo har hver indsat 5 mia. dollar, mens Goldman Sachs og Morgan Stanley hver har sat 2,5 mia. dollar til rådighed. Dertil har flere andre banker budt ind med 1 mia. dollar hver.

- Denne aktion fra USA's største banker afspejler deres tillid i First Republic og banker i alle størrelser, lyder det i en fælles meddelelse fra bankerne.

- Sammen har vi anvendt vores finansielle styrke og likviditet i et større system, hvor der er mest brug for det, lyder det videre.

Banken med base i San Francisco er den nyeste i flokken af amerikanske banker, der siden sidste uge er kommet i vanskeligheder.

Sidste uge var det Silicon Valley Bank, der fik overtaget kontrollen af de amerikanske bankmyndigheder, Federal Deposit Insurance Corp., efter store fald på kundernes indeståender.

Også Signature Bank er siden krakket.

.\˙ MarketWire