Henter kommentarer

Nye kursmål vælter ind over danske aktier - få overblikket her


Euroinvestor samler her de seneste ændringer i analytikernes anbefalinger på danske aktier.

Vestas
Vestas får løftet anbefalingen hos finanshuset Jefferies til "hold" fra tidligere "underperform", efter at aktien er faldet 20 pct. over den seneste måned.

Kursmålet er endvidere blevet løftet til 177 kr. fra 148 kr., fremgår det at et analysenotat efter Vestas' regnskab for første kvartal, som kom før planlagt søndag aften.

»Vi bliver dog ikke positive, da vi stadig ser negative katalysatorer på kort sigt med den sandsynlige forsinkelse i væksten på grund af inflation/konkurrence og den fortsatte usikkerhed om driftsmiljøet, mens OEM'er (vindmølleproducenterne, red) stadig er de mest udsatte,« skriver Jefferies.

I forhold til usikkerhederne om driftsmiljøet fremhæves inflation, fragtomkostninger og lockdowns.

Vestas-aktien faldt mandag 7,8 pct. til 168,46 kr. efter kvartalsregnskab, som var markant dårligere på indtjeningssiden end ventet og også bød på en nedjustering af forventningerne til hele året.

Vestas får omvendt sænket kursmålet hos Carnegie til 136 kr. fra 145 kr. efter vindmølleproducentens regnskab for første kvartal og nedjustering af forventningerne til 2022.

Anbefalingen er uændret "sælg", fremgår det af Bloomberg.

Novo Nordisk
Aktierne i Novo Nordisk får hævet kursmålet til 925 kr. fra 800 kr. af Citigroup. Det skriver Reuters.

Novo-aktien faldt mandag 0,8 pct. til 806 kr.

Novozymes
Kursmålet for aktierne i Novozymes løftes til 550 kr. fra 500 kr. af Carnegie.

Det skriver Bloomberg News.

Anbefalingen er ifølge PLX.AI uændret "køb".

Novozymes lukkede mandag i 488,90 kr. efter et fald på 1,1 pct.

Spar Nord
Spar Nord har fået løftet sit kursmål til 105 kr. fra 95 kr. hos Carnegie.

Anbefalingen er fortsat "køb". Det fremgår af PLX.AI.

Spar Nord-aktien lukkede mandag med et fald på 1,1 pct. i 89,20 kr.

.˙ MarketWire