Henter kommentarer

| Opdateret

Kendt spekulant mistede 18 millioner: 'Var meget flov bagefter'


 

18 millioner kroner. Så meget var daytrader og spekulant Tom Hougaard nede med under de voldsomme kursudsving mandag.

Det fortæller han i onsdagens udgave af aktiepodcasten Millionærklubben. Som teknisk analytiker forsøger han at spotte mønstre eller trends i kursudviklingen, som giver ham et fingerpeg om, hvorvidt aktiekursen skal op eller ned. Han shorter også aktier eller aktieindeks og spekulerer dermed i kursfald. Han taber penge, hvis en given aktie eller et indeks stiger. Derfor endte mandag også med at blive en dag, hvor han med egne ord »mistede meget selvtillid.«

Mandag var nemlig dagen, hvor medicinalkæmpen Pfizer skabte voldsomme udsving i markederne med sin opløftende melding om, at man havde en vaccinekandidat mod covid-19, der viste lovende takter.  Det sendte en lang række sønderbombede aktier til vejrs med udsigt til, at der var en ende på coronanedlukningerne. Det kan du læse om her.

Læs også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

»Jeg sad og tradede og var kort i markedet og blev fanget fuldstændig på det forkerte ben. Ikke nok med det så tænkte jeg, at den her eufori måtte lægge sig igen, så jeg shortede endnu mere og tabte rigtig mange penge og var meget flov over det bagefter, fordi jeg jo også skulle fortælle om det i Millionærklubben,« udtaler han i aktiepodcasten.

»Jeg var på et tidspunkt nede med 18 mio. kr. på en portefølje på 30 mio. kr. Det var ret hårdt for psyken at se det tab. Jeg vil ikke sige, at jeg blev paralyseret, men jeg tænkte: 'Prøv at slå lidt koldt vand i blodet', og det har jeg så gjort,« udtaler Tom Hougaard i aktiepodcasten.

Her ses daytrader og teknisk analytiker Tom Hougaard. Vis mere

Han fortæller, at hans tab derfor nu er nede på omkring 12 mio. kr., hvilket - medgiver han -  stadig er et kæmpe beløb. Han uddyber, at han blev overrasket over, hvor påvirket markedet blev af Pfizers udmelding.

»Jeg tænkte, at meget af det her var priset ind. Vi vidste, at vi på et eller andet tidspunkt ville finde en coronavirus-vaccine, men omvendt - efter kampens hede var overstået - så kunne jeg godt forestille mig, at der lå en masse fonde, som nu følte, at tiden var rigtig til at komme ind igen (i markedet, red.), og der var nok også mange, der var kort i markedet, som var tvunget til at dække deres kort-positioner ind på højere priser. Det var en meget dyr dag for mig og også en, som jeg havde lært meget af, for jeg på nogle punkter var for overeksponeret,« siger han.

Læs også: Lars Tvede om markant ændring: De vil storme ud vækstaktierne

Læs også: Disse C25-aktier har klaret sig bedst og værst siden fredag