Dagens rentestigning fra ECB bliver den sidste i denne omgang.
Det vurderer Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm, efter ECB netop har meldt ud, at man hæver renten fra 3,75 pct. til 4 pct.
»Den økonomiske svaghed i eurozonen, som de seneste nøgletal ret klart indikerer, er også grunden til, at vi forventer, at dagens forhøjelse bliver den sidste fra ECB,« skriver Frederik Engholm i en kommentar.
Chefstrategen mener, at den økonomiske svaghed skyldes de høje renter fra Den Europæiske Centralbank, men det kommer også til at have en positiv effekt, påpeger han.
»Pengepolitikken er efterhånden ganske stram, og økonomien reagerer tydeligvis på modvinden fra højere renter, og så er det bare at vente på, at inflationen langsomt kommer langt nok ned som resultat af den svagere vækst,« skriver Frederik Engholm.
Chefstrategen fortæller, at man i Nykredit forventer, at renterne først vil blive sat ned i sommeren af 2024.
Læs også: Lau Svenssen om dagens store børstaber: 'En genial virksomhed'
Læs også: Derfor er grundværdien i flere tilfælde højere end ejendomsværdien