Henter kommentarer

Nystartet fond er kommet godt fra land: 'Som bosiddende i Esbjerg vil man nok sige at det er ganske udmærket'


 

Den nystartede danske investeringsfond Horizon 3 har fået en flyvende start på tilværelsen. 

Siden fondens lancering i midten af februar er der blevet leveret et afkast på 19,1 pct. til investorerne, mens fondens portefølje har lavet et afkast på over 50 pct. i 2023. 

Det har blandt andet været med til at indbringe fonden en fjerdeplads blandt 625 andre fonde på Morningstars liste over Globale Large Cap Growth-fonde. I øjeblikket ligger fonden i toppen af listen

»Som bosiddende i Esbjerg vil man nok sige, at det er ganske udmærket. Men jeg vil hellere have sådan en placering efter tre og fem år, end jeg vil efter tre måneder. Men en god start er da bedre end en dårlig,« siger Henrik Karlsen, der er CEO og Partner i Horizon 3

Læs også: Økonomisk ekspert har boostet sin økonomi med millioner: Sådan gjorde han

Han tilskriver den gode start til fondens strategi om at investere langsigtet i innovative vækstvirksomheder med det, som fonden selv betegner som »strukturel medvind«. Det kan for eksempel være i store tech-virksomheder som ASML, Apple, Kahoot, Nvidia og Tesla, men også cloud-virksomheder som Snowflake og Cloudflare.

»Det, vi kan se, er vokset. Det er ikke bare de store big-tech virksomheder. Det er de virksomheder, der netop har god strukturel medvind og som har god vækst og omsætning uanset makroøkonomiske forhold og forretningsmodeller, der giver et cashflow,« siger Henrik Karlsen og tilføjer

»Det opfylder de syv store big-tech virksomheder. Men det er der også mange andre i det segment, som vi investerer i, der gør. Så vi synes. at der er rigtig meget spændende derude.«

96 pct. af virksomhederne i fondens portefølje havde ifølge ham en bedre bundlinje end forventet i den netop overståede regnskabssæson, mens 87 pct. af virksomhederne voksede og omsatte for flere penge, end det analytikerne havde forventet. 

»På den lange bane, er det jo det, der driver det,« siger Henrik Karlsen. 

Læs også: Han vil gå på pension som 45-årig: Sådan investerer han

Selvom fonden afkastmæssigt har fået en god start, er der ikke forventninger om, at 20 pct. i kvartalet bliver rutine: 

Tror I, at udviklingen kan fortsætte eller forventer i et eller andet tilbagefald?

»Vi forventer i hvert fald ikke, at vi kan lave 20 pct. hvert kvartal. Vi har ikke en holdning til, hvad kursmålene skal være. Vi kigger mest på virksomhederne. Og når vi kigger på, hvad de virksomheder, som vi er investeret i, har gang i - og hvordan de er positioneret på markedet - så tror vi, at de kan vokse profitabelt. Og også mere end mange forventer de næste fem år,« siger Henrik Karlsen og fortsætter:

»Og så er det jo op til markedet at vurdere, hvordan de bliver belønnede for det. Vi tror på lang sigt, at der er en meget klar sammenhæng mellem det, at en virksomhed vokser profitabelt og aktiekursens udvikling. Så på den måde tror vi ikke, at det er de sidste 20 pct. vi har hentet. Men hvordan næste kvartal udspiller sig, er svært at sige.«

Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid

Du siger jo selv, at det her er en god start, men hvad kan I i gåseøjne egentlig bruge det til, når nu I har en langsigtet horisont og gerne vil måles på jeres femårige-afkast?

»Det betyder da, at vi har fået et godt forspring, på trods af at vi missede starten i januar, hvor vores portefølje var oppe med 28 pct. Og nu har vi så lavet 20 pct. efter at vi er blevet en fond,« siger Henrik Karlsen og tilføjer: 

»Den gode start kan vi jo bruge som en validering af vores strategi, som vi har arbejdet med i lang tid inden vi blev en fond. Så den bekræfter os og giver os selvtillid og tro på, at der er en sammenhæng mellem hvordan virksomheder udvikler sig og hvordan deres aktiekurs udvikler sig.«

Han fortæller videre, at den gode start har betydet, at fonden blandt andet også har oplevet større interesse fra mulige investorer. Fonden har blandt andet fået godt fem millioner kroner mere under forvaltning siden april, og er i øjeblikket tæt på at runde 20 millioner kroner, fortæller Henrik Karlsen. 

Horizon 3 er en UCITS-fond og har derfor ikke nogen minimumsgrænse for investeringer som for eksempel en AIF-fond har. 

Læs også: Jesper og Lone gik tidligt på pension og udlevede drømmen: 'Nu synes vi, vi har alle muligheder i verden'

Læs også: 6 råd, hvis du overvejer at trække stikket fra arbejdsmarkedet før tid