Det går godt for Zealand Pharma, lyder det fra topchefen Adam Steensberg.
Det fremgår af biotekselskabets regnskab for andet kvartal og første halvår af 2024, der er landet torsdag morgen.
Selskabet ser »meget stærk fremgang på tværs af R&D-pipeline.« Det er blevet understøttet af selskabets kapitalforhøjelse, som »muliggør yderligere investeringer for at fremskynde udviklingsprogrammerne« for selskabets fedmemidler, skriver selskabet.
Til regnskabet lyder det også fra administrerende direktør Adam Steensberg:
»Jeg er meget tilfreds med vores fremskridt i de første seks måneder af 2024, der inkluderede imponerende data på tværs af fedmeporteføljen.«
»Ser vi ind i anden halvdel af året, har vi vigtig data for dapiglutid og potentielle godkendelser i USA for begge vores sjældne sygdomsprogrammer,« tilføjer han.
Blandt biotekselskabets succeser i første halvår af 2024 nævner topchefen også data for deres amylinanalog som et alternativ til GLP-1RA-baserede behandlinger.
I andet kvartal har Zealand Pharma haft en omsætning på 34 mio. kr. For første halvår lå omsætningen på 49,2 mio. kr.
Driftresultatet målt på EBIT ender på et underskud på -267 mio. kr. mod ventede -265,8 mio. kr. i andet kvartal, ifølge data fra Bloomberg.
I regnskabet fremgår det, at Zealand Pharma øger forventningerne til nettodriftsudgifterne.
Dermed venter selskabet nu udgifter for 1,25-1,35 mia. kr. i 2024 mod tidligere 1,1-1,2 mia. kr. Selskabet har fortsat ingen forventninger til omsætningen grundet »usikker størrelse og timing.«
Aktien i Zealand Pharma er braget op de seneste år , og bare siden årets start er aktien steget med 142 pct.
Den massive fremgang er sket på baggrund af en række lovende resultater fra flere fedmemidler, som Zealand Pharma har under udvikling. Generelt har der den seneste tid været en stor hype omkring fedmemedicin, hvilket også har sendt den danske medicinalmastodont Novo Nordisk på optur.
Læs også: Udbytte på vej til Novo-aktionærerne – hold øje med kursen torsdag

