Fredag var en bemærkelsesværdig handelsdag for den fremadstormende Nvidia-aktie. 

Og det kan give forvarsel om noget, som investorerne bør holde øje med, mener investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen: 

»Det er ikke noget investorerne taler om, men hvis den meget endimensionelle kursstigning drevet af AI og især chipaktierne kan ane sit vækstplateau, kan det være et signal, som investorerne ikke skal undervurdere,« skriver Per Hansen i en kommentar. 

Fredag startede Nvidia-aktien den amerikanske handelsdag ud med en stigning på knap 5 pct. Men stemningen vendte, og Nvidia-aktien endte med et fald på 5 pct. Det vil sige et 10 pct. udsving på dagen, til en af de allerstørste aktier i verden - og det mest toneangivende chip- og AI-selskab i øjeblikket. 

»Det er den aktie, som chipaktierne og Nasdaq danser efter. Da Nvidia kørte ned, gjorde de andre chipaktier og Nasdaq det samme. De fantastiske 7 er reduceret til fantastiske Nvidia, mens de andre er blevet en del af flertallet,« skriver Per Hansen og tilføjer: 

»En midlertidig top for chipaktier, en korrektionsfase og markedets behov for at finde en ny leder. Jeg siger ikke, at stemningen er vendt, men blot, at de seneste ugers stigninger har været drevet mere af likviditet end af vækstforventninger i virksomhedernes indtjening.« 

Læs også: Finanshus skruer op for Novo-kursmål: Ser aktien stige mere end 20 pct.

Hos analysehuset CFRA Research vurderede man fredag, at det langsigtede potentiale i Nvidia-aktien ikke er slut endnu. 

»Det betyder ikke, at det langsigtede opadgående potentiale er væk. Det siger bare, at måske er vi kommet foran os selv: Vi er nået til en overkøbt situation, og det er tid til at tage nogle gevinster,« udtalte Sam Stovall, der er chef for investeringsstrategi hos CFRA Research, til CNBC fredag

Nvidia-aktien er buldret afsted det seneste år og er steget med 281 pct. 

Nvidia er verdens tredje største selskab målt på børsværdi. Nvidia har ifølge companiesmarketcap en markedsværdi på 2.220 mia. dollar, mens iPhoneproducenten Apple har en markedsværdi på 2.673 mia. dollar. Verdens største selskab er Microsoft. Selskabet har en markedsværdi på 3.025 mia. dollar.