Du kan komme et skridt tættere på børsguldet og de fede præmier, hvis du køber de rigtige aktier.

Mangler du en aktie til din portefølje i Millionærklubbens Aktiespil, kan du overveje at kigge mod den danske fodboldaktie Parken Sport & Entertainment

Selskabet ejer nemlig fodboldklubben FC København, der onsdag aften møder den Schweiziske klub FC Basel i en kamp om avancement til gruppespillet i Champions League.

Efter 1-1 i første runde af opgøret kan en sejr til FC København nemlig vise sig i Parken-aktien torsdag morgen. Det vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

»Skulle jeg prøve at sige noget, så vil jeg tro, at Champions League-deltagelse vil betyde, at Parken-aktiekursen stiger 10 pct. i nogle af de første handler. Og så kan det godt være, at effekten vil blive mindre i løbet af dagen - entusiasmen vil nok ikke vil hænge ved,« siger Per Hansen, der understreger, at der er tale om en særdeles risikabel investering, der altså er afhængig af resultatet af en enkelt fodboldkamp. 

»Det er ligesom at sparke bolden højt op og så håbe på, at man fanger den på vej ned. Fodboldaktier er ligesom at spille lotto i den forstand, at i det øjeblik, hvor kampen er afgjort, bliver der afregnet ved kasse ét, og så bliver der købt på stemning og ikke så meget med tanke på økonomi.« 

Ifølge Per Hansen er det svært at vurdere, præcist hvor stor en effekt avancement til Champions League vil have på Parken-aktien. 

Dels fordi det vil være svært at vurdere, præcis hvor stor den økonomiske effekt vil være. Umiddelbart vurderes kvalifikationen at være mellem 200-300 mio. værd, men det beløb kan stige alt efter antal point vundet i turneringen, billetindtægter, trøjesalg og sponsorkontrakter. 

Derudover skal man tage højde for, i hvor høj grad investorerne allerede har indregnet sandsynligheden for et avancement. 

»Jeg tror, der er en reel sandsynlighed for, at investorerne vurderer, at FC København vil vinde over Basel på hjemmebane og komme i Champions League. For aktiekursen er jo gået ret godt,« siger Per Hansen. 

Parken-aktien er steget med 60 pct. i år indtil videre  og er oppe med 114,8 pct. de seneste tre år. 

For investorer, der ikke bare lurer på Parken-aktien til aktiespillet, er der også nogle effekter, det er værd at være opmærksom på. For ifølge Per Hansen er det ikke længere sikkert, at nogle af de langsigtede investorer i aktien nu også vil være det i fremtiden. 

»Erik Skjærbæk er formentlig ikke 25-års investor i Parken Sport & Entertainment. Og Karl Peter (Korsgaard Sørensen, red.) er det formentlig heller ikke,« siger Per Hansen med henvisning til to af storaktionærerne i Parken. 

»Det kan blive en faktor for aktien på et tidspunkt, hvis vi nærmer os et niveau, hvor nogle af de store aktionærer tænker, at de skal lufte deres ejerandel,« siger Per Hansen. 

Erik Skjærbæk ejer ifølge data fra Bloomberg knap 30 pct. af aktierne i FC København, mens Karl Peter Korsgaard Sørensen ejer 20 pct. 

Den sidste storaktionær i Parken er rigmanden Lars Seier Christensen, der ejer 22,5 pct. af aktierne.

Kampen mellem FC København og FC Basel spilles i Parken onsdag aften kl. 21. 

Millionærklubben

Den amerikanske præsident Donald Trump har intensiveret sine angreb på centralbanken Federal Reserve, og vil nu have medlem af styrelsesrådet Lisa Cook fyret. Hvad er perspektiverne i det? Og hvad betyder det for markedet og investorerne?  Det diskuterer Millionærklubben blandt andet denne tirsdag, hvor vi har besøg af Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg samt aktiechef i Sampension Philip Jagd. Vi zoomer også ud fra de seneste ugers mange regnskaber, og snakker om tilstanden i markedet og hvor de gode muligheder skal findes lige nu.  Og så vender vi nyheder fra Bavarian Nordic, DFDS og udviklingen i Millionærklubbens aktiespil.  Vært: Adam Geil