Nvidia leverede endnu et regnskab med spektakulære tal, men markedsreaktionen var undervældende. 

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, efter at aktien stod næsten stille og faldt omkring 1 pct. trods stærkere tal end ventet.

»Nvidia leverede igen et fremragende regnskab med en ekstrem vækst,« understreger han.

Ifølge Per Hansen handler kursreaktionen næppe om selve regnskabet. Nvidia leverede igen fremragende vækst, slog analytikernes forventninger og guidede samtidig højere end konsensus for det kommende kvartal. 

Men hvorfor var det så ikke nok til at sende aktien markant op?

Omsætningen landede nemlig på 81,62 mia. dollar, svarende til en vækst på mere end 80 pct. sammenlignet med samme periode året før. Indtjeningen pr. aktie blev 1,87 dollar mod ventet 1,79 dollar, og datacenterforretningen står nu for hele 92 pct. af Nvidias omsætning.

Og For det kommende kvartal venter Nvidia en omsætning på mellem 89,1 og 92,8 mia. dollar. Det er over analytikernes forventning på 87,3 mia. dollar og vidner ifølge Per Hansen om, at selskabet fortsat nyder godt af en ekstrem efterspørgsel på AI-chips og datacenterkapacitet.

Når aktien alligevel reagerede svagt, skyldes det formentlig kortsigtet positionering i markedet, vurderer Per Hansen. 

Nvidia-aktien er steget kraftigt over længere tid, og forventningerne til selskabet er derfor meget høje. Samtidig har aktien i flere af de seneste kvartaler reageret med fald efter stærke regnskaber.

Per Hansen peger derfor på, at kursfaldet næppe skal tolkes som en egentlig skuffelse over regnskabet. Tværtimod leverede Nvidia på stort set alle væsentlige parametre, herunder vækst, indtjening, guidance, aktietilbagekøb og udbytte.

Med andre ord var regnskabet spektakulært, men markedsreaktionen undervældende. Det kan ifølge Per Hansen forklares med, at investorerne allerede var positioneret til meget stærke tal, og at der derfor skulle endnu mere til for at udløse en positiv kursreaktion.