Henter kommentarer

Økonom efter friske inflationstal: Døren står åben for rentesænkninger


Inflationen i Europa falder igen - omend en smule langsommere end forventet. 

Det kan åbne døren for rentesænkninger - og dermed være godt nyt til de danske boligejere. 

Sådan lyder vurderingen fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, ovenpå de friske europæiske inflationstal for eurozonen der netop er landet fredag. Her lander inflationen umiddelbart på 2,6 pct. i februar, hvor markedet havde forventet 2,5 pct. 

»Inflationen falder ikke helt som ventet, og det kan isoleret set bidrage til at skyde første rentenedsættelse lidt længere ud i horisonten. Det er dog indenfor skiven, at inflationen vil yderligere højde over de kommende måneder. Og med den fortsat faldende inflation, så står døren stadig åben for rentesænkninger, selvom det går langsommere end ventet,« skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar. 

Læs også: Europæisk inflation overrasker: Højere end ventet

Den fortsat faldende inflation, der giver udsigt til rentesænkninger vil være en kærkommen nyhed til de danske boligejere, lyder det. 

»Udsigten til rentesænkninger smitter af på de danske boligrenter. Vi har de seneste måneder set små fald. Særligt de variabelt forrentede lån er påvirkede af renterne hos ECB,« påpeger Jeppe Juul Borre. 

Investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen påpeger, at inflationen i Europa landede »nogenlunde som ventet« og at hvis tendensen med faldende inflation fortsætter, så er målet om 2 pct. »lige om hjørnet«.

»Antager vi, at den høje månedlige inflation fortsætter på 0,4 pct., vil vi stadig være i mål til marts, og falder den ned til tendensen på ca. 0,15 pct. vil vi til april have en årlig inflation i eurozonen på lige over 1 pct., altså et godt stykke under målet. Det bør bane vejen for den første rentesænkning fra ECB allerede før sommerferien,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar.

Han tror endda, at den første rentesænkning fra ECB kan komme allerede før sommerferien:

»Det er ventet i markedet, at første rentesænkning kommer til juni, men vi ville ikke blive overrasket, hvis den første rentesænkning allerede kommer til april. Der er dog kun i markedet ventet 20 pct. sandsynlighed for dette lige nu,« påpeger Oskar Barner Bernhardtsen.