»Det er forfra igen.«
Sådan lyder det fra investeringsøkonom ved handelsplatformen Nordnet, efter at den danske medicinalgigant Novo Nordisk chokerede investorerne tirsdag aften.
Her leverede Novo Nordisk ifølge Per Hansen et »guidance-chok«, da selskabet i sit regnskab for 2025 præsenterede forventninger til 2026, der var markant ringere end det, markedet og analytikerne havde ventet.
Novo Nordisk forventer, at både salget og driftsindtjening vil falde 5-13 pct. i 2026, hvor analytikerne havde forventet et fald på kun 2-4 pct.
»Novo Nordisk har desværre igen skuffet investorerne. Det er tid til at smide fløjshandskerne væk og prioritere benhårdt. 2026 og især den første halvdel af året skal være lavpunktet, og der må ikke begås en eneste fejl yderligere,« skriver Per Hansen i en kommentar.
Han mener, at investorerne var forberedte på et udfordrende 2026, hvor lavere priser i USA, konkurrence fra Eli Lilly, patentudløb på store markeder og en ny topchef skulle håndteres. Men investorerne var ikke forberedte på, at forventningerne til 2026 ville blive så »katatstrofale« som de blev, lyder det fra Per Hansen.
»Det bliver en hård virkelighed,« skriver økonomen.
Han forventer, at Novo Nordisk-aktien vil få en hård medfart i onsdagens børshandel. Han ser for sig, at den danske udgave af Novo-aktien vil følge den amerikanske notering, der faldt 14 pct. tirsdag.
»Omregnet til danske kroner, sluttede Novo Nordisk i ca. kurs 317 i den ordinære handel, som i øvrigt skete til gigantisk volumen, som det er normalt, når der sker større begivenheder. 2026 stigningen og mere til vil forsvinde,« skriver Per Hansen.
Novo Nordisk-aktien lukkede tirsdagens danske handel i kurs 367,80 kr. og var oppe med 13 pct. i 2026 indtil videre.

