Fredag kunne den danske vindmølleproducent Vestas præsentere sin største ordre nogensinde. Og det kan blive kvitteret med en kursstigning mandag.

Sådan lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar mandag morgen.

Ordren lyder på 1,38 GW til RWEs havvindmøllepark Vanguard West udenfor Storbritanniens kyst. Størrelsen gør det til den største enkelt ordre til et projekt, som Vestas har modtaget. Møllerne skal idriftsættes i 2029, og der følger en 5 årig serviceaftale med.

Tidligere ville en sådan ordre have potentialet til en kursstigning på 5 pct. eller mere, lyder det fra investeringsøkonomen, der tilføjer:

»Aktuelt er det mere 'godt, men ikke revolutionerende.' Alligevel bør mandagen starte med en investoranerkendelse og kursstigning.«

Historisk er Vestas en nyhedsdrevet-aktie. Regnskaber og nye ordrer har tendens til at påvirke aktien, hvilket blandt andet hænger sammen med, at mange udenlandske investorer og mange danske privatinvestorer interesserer sig for aktien.

Men de seneste år har kursfølsomeden overfor nye og større ordrer været aftagende, påpeger Per Hansen. Og derfor er hans forventning heller ikke, at Vestas-aktien vil stige lige så markant, som vi måske tidligere har set på en ny ordre.