Aktien i transport- og logistikgiganten DSV oplevede torsdag et dramatisk fald på over 10 pct. Alt sammen på mindre end en time. Det er usædvanligt stort fald for en af Danmarks største selskaber.
Under overfladen var der ifølge Nordnets investeringsøkonom Per Hansen en usædvanlig høj handelsaktivitet. I alt blev der handlet DSV-aktier for omkring 2,4 mia. kr. i løbet af dagen. Det er ikke bare højtmen meget højt for DSV.
»Det er en volumen og en handelsadfærd, som kun kan komme fra udlandet,« påpeger han.
»Danske investorer handler sjældent så forceret,« tilføjer han.
Især i den såkaldte lukkeauktion - de sidste minutter før børsen lukker, hvor mange handler gennemføres på én gang - blev der handlet mellem 600.000 og 800.000 DSV-aktier.
Ifølge Per Hansen er det en type handel, som sjældent ses fra danske private investorer.
»Det ligner handel fra store udenlandske investorer, som har skullet af med mange aktier hurtigt,« vurderer han.
Spørgsmålet er, hvad kursfaldet skyldes.
Der er nemlig ingen selskabsspecifikke nyheder fra DSV, som forklarer det massive fald, vurderer økonomen.
En mulig forklaring kan være nye tal for det amerikanske boligmarked, som viste svaghed. Hvis boligmarkedet i USA bremser op, kan det være et tidligt tegn på, at den amerikanske økonomi er på vej ned i tempo, forklarer Per Hansen.
Det kan alt andet lige ramme DSV, der lever af at transportere varer verden over. Hvis økonomien i USA – verdens største økonomi – begynder at bremse op, kan det betyde mindre handel og færre varer, der skal fragtes.
Det kan få investorer til at sælge aktier i transport- og logistikvirksomheder. Det kan også forklare, hvor aktien i rederimastodonten A. P. Møller-Mærsk faldt torsdag.
Per Hansen understreger dog, at der kan være andre årsager, som markedet endnu ikke kender. For ham at se har der været en “stor hval” i markedet.
Normalt står Nordnets egne kunder for over 10 pct. af den daglige handel i DSV-aktien. Men handelsplatformens kunder stod torsdag kun for en meget lille del af mængden af aktier, der blev handlet.
Det tyder ifølge Per Hansen på, at en meget stor investor – populært kaldet en “stor hval” – har haft behov for at sælge en stor mængde DSV-aktier hurtigt - selv under pressede markedsforhold.
