Novo Nordisk har afsløret nye resultater fra et fase 2-studie med deres kommende diabetes- og vægttabsmiddel Amycretin.
Resultaterne er lovende, men alligevel er investorernes reaktion afmålt, påpeger Nordnets investeringsøkonom Per Hansen om Novo Nordisk, der lige nu kæmper indædt for at vinde markedsandele fra ærkerivalen Eli Lilly. Han har et klart bud på hvorfor:
Det skyldes, at mange nok stadig er skuffede over udviklingen mandag, hvor Novo Nordisk erkendte, at et stort forsøg på at bremse alzheimers ikke havde givet de ønskede resultater.
»Det er en af forklaringerne på at aktien, på trods af fornuftige data, kun stiger 1 pct. yderligere i forhold til før data blev offentliggjort,« forklarer han.
Novo Nordisk-aktien stiger i skrivende stund 3,5 pct. efter mandagens kursfald på 5,8 pct. Det er på trods af, at Novo Nordisk kan se, at dets nye, mulige lægemiddel mod fedme viser, at patienterne tabte sig i gennemsnit 14,5 pct. på 36 uger.
Det regnes ellers som som et godt resultat – især fordi mennesker med type 2-diabetes normalt taber sig mindre end personer uden diabetes, forklarer Per Hansen.
En del af forklaringen kan også bunde i, at der er tale om et fase 2-studie, hvor der ikke offentliggøres, om der er en stor dossiseffekt eller varighedseffekt, dvs. tab afhængig af tid.
Han hæfter sig ved, at for de højere doser af amycretin blev der ikke observeret noget vægttabsplateau i uge 36. Det var uanset, om det var på pilleform eller indsprøjtning. Det betyder, at Novo Nordisk regner med at der er en varighedseffekt, vurderer Per Hansen.

