Novo Nordisk fremlagde store ambitioner og tocifrede milliardforventninger på dets seneste kapitalmarkedsdag, men ordene er ikke nok til at fjerne usikkerheden efter Novo-aktien er fuldstændig kollapset fra børstoppen i 2024. 

Hvis ledelsen for alvor vil bevise deres tro på fremtiden, skal de gribe i egen lomme., påpeger Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen:

»En ting er at sige man tror på udviklingen. Noget andet er at gå forrest og investere efter det for egne og frie midler. Det er ikke sket.«

At Novo-toppen tilsyneladende ikke selv køber op, falder sammen med en præsentation, der ifølge økonomen ikke ramte plet hos markedet: 

»Novos kapitalmarkedsdag var kortsigtet en skuffelse for investorerne. Det lykkes ikke for Mike Doustdar (topchef, red.) og kolleger kortsigtet at vinde skeptikerne over på deres side.«

Mike Doustdar gik ellers på scenen med en række løfter, der netop havde til opgave at overbevise analytikerne og investorerne. Han fremhævede, at Novo de kommende fem år vil lancere en 'mega blockbuster' hvert år, og at nye produkter skal levere 150 mia. kr. i risikojusteret omsætning i 2035.

Derudover spår Novo, at piller vil udgøre omkring 50 pct. af vægttabsmarkedet i 2030 – et marked, hvor Novo mener at have et virkelig godt udgangspunkt. Det bakkes op af 130 kliniske forsøg, 15 årlige projekter fra pipelinen og store forventninger til salgspotentialet i CagriSema.

Men de mange gyldne fremtidsudsigter prellede af på investorerne, der faldt mere end 8 pct. på kapitalmarkedsdagen. Som Per Hansen opsummerer det: 

»Novo kom, så, men overbeviste ikke.«

Selvom Novo  som selskab aktuelt opkøber mere end én million aktier om ugen gennem dets aktietilbagekøbsprogram, mangler den personlige investering fra chefgangen i Bagsværd.

Så vidt det fremgår, er der ikke annonceret noget individuelt og selvstændigt aktieopkøb fra ledelsesgruppen siden halvårsregnskabet, endsige for den foregående del af 2026, forklarer Per Hansen. Og det er netop her, skoen trykker for investeringsøkonomen.

»Hvis man skal overbevise investorerne om, at investeringen er god og vil give et godt langsigtet afkast, vil det være et godt signal at købe sine egne aktier,« påpeger han og tilføjer:

»Vi mangler at se, at ledelsen sender det betryggende købssignal.«

Det manglende købssignal fra topledelsen skal ses i lyset af en aktie, der befinder sig under et voldsomt pres. Tilbage i juni 2024 kostede en Novo-aktie mere end 1.005 kroner, men i dag er kursen nede på 253 kr. . 

Det svarer til et fald på 752 kr. per aktie – et svidende kursdyk på tæt på 75 pct., hvor næsten tre fjerdedele af aktiens værdi er blevet udslettet.

Hvis du gerne vil lære Novo bedre at kende, kan du dykke ned i Hanne Sindbæks bog 'Novo Nordisk kort fortalt'.

Bogen er Hanne Sindsbæks tredje bog om Novo og folkene bag selskabet.

Læsere vil opleve, at den rummer mange af de samme gode elementer, som man også finder i hendes store bog 'De Renfærdige: Fortællingen om Novo Nordisk' fra 2019 samt bogen 'August og Marie: Dansk videnskabs glemte stjerner' fra 2022.

Hendes nye bog tager læseren helt tilbage til begyndelsen. Vi stifter bekendtskab med pionererne bag virksomheden, og hvem der tog stafetten videre. Undervejs udfoldes de mest spektakulære øjeblikke i Novo Nordisks historie: de banebrydende opdagelser, de dybeste kriser, de mest opsigtsvækkende skandaler og de fejlslagne satsninger.

Hun zoomer også ind på Novo Nordisk Fonden – i dag verdens rigeste – og dens enorme betydning for forskning, samfund og virksomhedens udvikling.

Bogen forklarer på forståelig vis det store gennembrud med GLP-1-midler som Ozempic og Wegovy, der har sendt Novo op blandt verdens mest værdifulde selskaber.

Bogen kommer også omkring nogle af de dramatiske begivenheder i 2025, hvor interne rystelser endte med at koste topchefen Lars Fruergaard Jørgensen jobbet.