Om få uger vælter det ind med regnskaber fra de største selskaber herhjemme, og en af dem, det bliver mest spændende at følge, er smykkekæmpen Pandora.
Det mener i hvert fald investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, der i torsdagens udgave af Millionærklubben varmede op til regnskabsstormen.
»Aktiekursen er fuldstændig eksploderet nedad,« konstaterer den garvede iagttager af aktiemarkedet.
Aktien er da også styrtdykket med mere end 50 pct. det seneste år. Nedturen er sket samtidig med, at prisen på sølv, som Pandora bruger i deres smykker, er buldret i vejret med over 200 pct.
Pandora skruede ned for sine forventninger i sidste uge, og Per Hansen hæfter sig blandt andet ved, at selskabet i samme omgang kunne melde om en like-for-like vækst på 0 pct. i kernemarkedet USA i det seneste kvartal.
Like-for-like dækker over salget i de samme butikker sammenlignet med året før. Det viser, hvordan salget reelt har udviklet sig, uden at nye eller lukkede butikker påvirker tallene.
»Det er et problem, fordi USA er det største marked for Pandora,« lød det videre fra Per Hansen, som også bemærkede, at Pandora måske kan være nødt til at hæve priserne på sine smykker på grund af den stigende sølvpris.
Det er dog ikke helt uden problemer at justere priserne op i netop det marked, Pandora opererer i, vurderer han.
Bliv klogere på det i torsdagens udgave af Millionærklubben, som du kan lytte i afspilleren herunder eller i din foretrukne podcastapp.


