Det hører til de absolutte sjældenheder, at et biotekselskab vælger at købe egne aktier tilbage, påpeger Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen. 

Ikke desto mindre var det præcis det signal, Zealand Pharma sendte onsdag, da de annoncerede et omfattende aktietilbagekøb. Nyheden udløste en øjeblikkelig kursfest, hvor aktien i en overgang steg over 15 pct.

»Det sker meget, meget sjældent, at et biotekselskab køber egne aktier tilbage,« påpeger Per Hansen. Normalt gemmer biotekselskaber på hver en krone til dyre studier, men Zealand Pharma er i en unik position.

Årsagen til det opsigtvækkende træk skal findes i selskabets bugnende pengekasse. Ifølge Per Hansen er den finansielle situation så unik, at man må ty til tegneseriernes verden for at finde en passende sammenligning:

»Zealand Pharma har det som Joakim Von And. De kan bogstaveligt talt tage bad i deres pengetank,« lyder vurderingen.

Læs også: Investorerne jubler over aktietilbagekøb fra biotekselskab - men man må ikke glemme investeringscasen, vurderer strateg

Overfloden af penge skyldes primært de massive beløb, der forventes at rulle ind fra partneren Roche, der alene i 2026 sender 4,5 mia. kr. afsted som belønning for, at vægttabshåbet Petrelintide nu rykker ind i fase 3.

Det er de penge, der nu muliggør det sjældne tilbagekøbsprogram, som ifølge ham kun ses i langt mere modne selskaber. Det er ellers normalt først efter produktlanceringer, at der kan være tale om tilbagekøb, og i så fald er selskabet ikke længere et rendyrket biotekselskab, forklarer Per Hansen.

Det sjældne træk ses som en direkte reaktion på den turbulens, selskabet har oplevet det seneste år. Efter fase 2-data på vægttabshåbet Petrilintide oplevede investorerne en nedsmeltning, efter vægttabet ikke helt matchede de høje forventninger:

»Efter Petrilintide data (fase 2), blev aktien savet omtrent midt over og faldt med tæt på 40 pct.,« påpeger Per Hansen.

Ved at annoncere tilbagekøbet nu, forsøger ledelsen at skifte fokus fra kursfald til fremtidig værdi. Per Hansen påpeger, at selvom pengene er rare, ændrer det ikke på fundamentet i Zealand Pharma

Det tilføjer dog et vigtigt lag af tryghed for dem, der holder fast i Zealand Pharma-aktien:

»Investeringscasen i Zealand Pharma er efter aktietilbagekøbet det samme som før: Det handler om data, data, data. Men annonceringen af tilbagekøbet tilfører en tillid til at de kommer fornuftigt på markedet.«

Læs også: NNIT nedjusterer forventningerne efter skuffende start på 2026 - overskuddet tæt på udraderet i første kvartal

Rent teknisk betyder tilbagekøbet, at Zealand Pharma vil stå for cirka 6,6 pct. af den gennemsnitlige daglige omsætning over de næste 127 handelsdage. 

Det er i hans optik et »større tal,« der må ventes at holde en hånd under aktiekursen. Den kan blive et problem for de spekulanter, der satser på kursfald.

Selvom Zealand Pharma-aktien nu er i modvind for de såkaldte shortsælgere, understreger Per Hansen, at de endnu ikke har kastet håndklædet i ringen:

»Zealand Pharma er stadig på shortsælgernes favoritliste. Det har ikke på kort sigt ændret sig efter gårsdagens annoncering og kursstigning. Shortsælgerne føler sig endnu ikke presset, men det kan komme.«

Zealand Pharma-aktien er - trods kurseksplosionen onsdag 6. maj - faldet 16 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

Læs også: Norsk investor satser på dansk aktie: 'Ingen algoritme kan erstatte den'

Læs også: Genmab holder fast i forventningerne - men leverer blandet regnskab

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Bitte Rossau