»En fornuftig start på 2025«.
Sådan lyder investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansens vurdering af de friske tal fra vindmøllekæmpen Vestas, der er landet tirsdag morgen.
Her har Vestas nemlig sendt sin friske rapport for første kvartal af 2025 ud til investorerne.
Han bider blandt andet mærke i, at omsætningen på 3,4 mia. euro lander bedre end de 3,01 mia. euro som analytikerne havde ventet. Han noterer sig også, at EBIT-marginen, der også går under navnet overskudsgraden lander på 0,4 pct., hvor den i samme periode sidste år var på -2,5 pct.
EBIT-marginen er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger. Investorerne holder særligt øje med, hvordan den udvikler sig hos Vestas, da selskabet har et mål om at øge den til 10 pct. indenfor de kommende år.
Læs også: Rederiet DFDS med friske tal - indtjeningen dykker markant
Selvom der er fremgang i kvartalet, må investorerne dog væbne sig med tålmodighed, når det kommer til at indfri det mål, lyder det fra Per Hansen:
»Investorerne må her og nu kigge langt efter en opjustering af EBIT marginen, hvor forventningerne fastholdes på 4-7 pct.,« skriver Per Hansen.
Han bemærker dog et andet lyspunkt - nemlig at ordreindgangen lander bedre end ventet - og at værdien af de nye ordrer på 3,9 mia. euro er ca. 300 mio. euro bedre end ventet.
»Værdien af ordreindgangen er positivt afvigende og giver i det mindst håb om at Vestas fremadrettet (ikke kun i 2025, men også senere, hvor Q1 kvartalets ordreindgang skal omsættes) kan øge sin margin,« skriver Per Hansen i en kommentar.
Vestas-aktien er faldet med 51 pct. i år indtil videre.
Læs også: ALK-Abello klar med friske tal: Sådan er kvartalet gået
Læs også: Rystet Coloplast med friske tal – skuffer på flere nøgletal

