Investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansen har kigget på Zealand Pharmas regnskab. Han bemærker, at biotekselskabet i øjeblikket har 15 mia. kr. i kassebeholdningen, og at man forventer at partneren Roche vil spæde 700 mio. dollar til i løbet af 2026.
Dog forventer Zealand Pharma at bruge knap 3 mia. kr. på forskning og udvikling i 2026.
»Alt i alt, hvis det går som forventet alene baseret på disse informationer, vil Zealand Pharmas kassebeholdning bugne med ca. 16,5 mia. ultimo 2026,« skriver Per Hansen i en kommentar.
Læs også: Zealand Pharma med nye tal - vil bruge flere penge i 2026
Men en ting er, at kassebeholdningen bugner. Noget andet - og måske endda mere vigtigt for biotekselskabet Zealand Pharma - er, hvilke data som selskabet kan præsentere på potentielle lægemidler i løbet af året:
»Investeringscasen handler kortsigtet meget lidt om værdier i kassen, men naturligt om det som kommer til at ske over de kommende kvartaler. Kan data positionere Zealand Pharma med Roche som den 3. store spiller indenfor vægttab (Amylin) og vil data sammen med Boehringer I gøre det realistisk, at have et produkt på markedet i slutingen af 2027, som de kan modtage royalties på,« skriver Per Hansen.
Han bemærker at den forventede kassebeholdning i 2026 svarer til knap 60 pct. af Zealand Pharmas markedsværdi.
»Det er meget højt; vidner om et stærkt finansielt beredskab, men tilsiger samtidig også, at investorerne ikke aktuelt er villige til at købe ind på pipeline potentialet. Ikke kun indenfor vægttab, men også de andre ting, som selskabet arbejder med,« skriver Per Hansen.
Læs også: Stjerneinvestorer kaster sig over presset tech-kæmpe: Analytikere spår stigning på 40 pct.
Læs også: Aktiechefens opskrift: Her er de bedste ETF'er lige nu
