Der er udsigt til, at de danske aktier bliver mindre værd i dag.
Sådan lyder det fra morgenstunden fra investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, der vurderer, at aktierne herhjemme står til at falde tilbage med 1 pct.
- Uanset, starter de danske aktier med at tage turen ned sammen med Europa og noget som ligner et kursfald på 1 pct. eller mere fra morgenstunden, skriver han i en kommentar.
Der var ellers gang i en positiv børshandel i USA torsdag i de første timer i kølvandet på chipkæmpen Nvidias regnskab - men pludselig vendte udviklingen.
- Investorerne er nervøse. De amerikanske aktier gik fra plus 2 til minus 2 pct. over dagen. På indeksniveau vel at mærke. Investorerne er nervøse og derfor leder de efter hullerne i osten, lyder det videre fra Per Hansen.
Præcis hvad, der fik aktierne til at gå i rødt, er der flere bud på.
- Nogen påpeger, at Nvidias salg af H20 chippen, som ikke er belagt med eksportrestriktioner til Kina, skuffede lidt, skriver Per Hansen og tilføjer:
- Andre at FED måske ikke sænker renten i næste måned. På den anden side: Hvis det skulle have været udslagsgivende, ville USD formentlig være lidt stærkere her fra morgenstunden.

