Henter kommentarer

Økonom: Tesla-aktien slår bak – og nu begynder frygten at vise sig

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der er mange rynkede bryn og rystende hænder.

Elbilgiganten Tesla kører nemlig helt baglæns lige nu. En skuffende salgsudvikling i Kina skabte bekymring for et par dage siden, men de bekymringer kan vise sig at være endnu dybere skriver investeringsøkonom, Per Hansen, i en kommentar.

»Frygten er, at Tesla, om ikke for helåret, så dog i det mindste for et eller flere kvartaler, kan komme til at have underskud i 2024,« skriver han. 

Han peger på flere årsager: midlertidig efterspørgselsudfordringer, som har fået Tesla til at sænke priserne, konkurrencen fra Kina i form af blandt andet BYD, som overhalede Tesla i antal salg af elbiler for 4. kvartal 2023, og en generel vækst i konkurrencen inden for markedet.

Og så mangler der en ny model, som kan skabe fornyet interesse omkring bilproducenten, fortæller Per Hansen. 

»Der mangler en ny model, som kunder bliver meget begejstrede over. Priserne er stadig under pres, men hvad nu hvis selv lavere priser ikke er nok til at stimulere efterspørgslen tilstrækkeligt? Så får man lavere priser og pres på indtjeningen uden en positiv efterspørgselseffekt«

Investorerne er derfor nervøse for, om Tesla har skudt sig selv i foden med de lavere priser, og om selskabet kan løbe lige så stærkt som sine kinesiske konkurrenter, ifølge økonomen.

En af de positive og meget respekterede Tesla-analytikere, Adam Jonas fra Morgan Stanley sænkede onsdag sit kursmål en smule. Han anbefaler dog stadig at købe aktien, som han mener vil bevæge sig op i kursmål 320 dollar, hvilket næsten er en fordobling af aktiens nuværende pris. 

Det er dog flere og flere analytikere, som anbefaler blot at holde på aktien eller sælge den, viser tal fra Bloomberg.

Per Hansen ser spændt frem til den næste lakmusprøve for Tesla, som bliver i starten af april.

»Næste test kan blive primo april, når Tesla rapporterer salgstal for første kvartal - eller før. På aktiemarkedet sker tingene hurtigere end de fleste aner,« skriver investeringsøkonomen.

Læs mere: Novo Nordisk aktien springer op: Det er der sket

Læs mere: DSV-konkurrent melder sig ud af stort opkøbs-kapløb