Henter kommentarer

Økonomer reagerer på stigende inflation: Aflyser ikke rentenedsættelse


Selvom inflationen stiger i eurozonen så er en rentenedsættelse senere på måneden ikke i fare for at blive aflyst. 

Sådan lyder det fra en række økonomer, efter at friske tal viser en stigende inflation i Europa. 

Således steg den europæiske inflation ifølge foreløbige tal fra 2,2 pct. i november til 2,4 pct. i december 2024, hvis man sammenligner med samme måned året før. Det var fuldstændig som ventet af markedet på forhånd, på trods af at den tyske inflation mandag viste en lidt større stigning end ventet. 

Og selvom inflationen stiger, er der stadig udsigt til, at Den Europæiske Centralbank vil sænke renten på det kommende rentemøde i slutningen af januar: 

»Trods den højere inflation kan vi fortsat forvente, at ECB vil sænke renten på de næste måneders rentemøder. Til gengæld vil dagens tal måske være med til punktere eventuelle forhåbninger om store rentesænkninger – altså sænkninger på mere end de ventede 25 basispoint – på de kommende møder,« lyder det fra Daisy Nielsen, der er økonom i Spar Nord. 

»Tallene taler for, at ECB – helt som forventet – vil sænke renten gradvist med 25 basispoint på hvert møde frem mod juni.«

Læs også: Endnu et nedslående kursmål til Novo: Så meget mener børshus, aktien skal falde

Hos Sydbank påpeger cheføkonom Søren Kristensen, at dagens stigende inflationstal kan være med til at skabe lidt bekymring hos ECB for retningen på inflationen fremadrettet. Dog regner man i Sydbank med, at den europæiske inflation vil fortsætte med at aftage og i det store hele befinde sig et komfortabelt niveau omkring målet på 2 pct. 

»Vi er langt mere bekymrede for væksten og arbejdsmarkedet i eurozonen end for inflationen,« skriver han i en kommentar. 

De finansielle markeder har ikke reageret voldsomt på dagens melding, og hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre at inflationstallene bliver taget imod med ophøjet ro, og at renterne endda bliver sendt en snas ned. 

»Dagens tal bekræfter i store træk egentlig bare, at der er kommet langt mere kontrol på inflationen. Og det efterlader rum til, at Den Europæiske Centralbank fortsat kan sænke renten. Vi forventer, at ECB sænker renten igen her i slutningen af januar,« skriver han i en kommentar. 

ECB holder sit næste rentemøde d. 30 januar.