Genmab har kurs mod en markedsværdi på omtrent 175 mia. kr. og mangler cirka 10 pct. for at nå sit all-time-high på kurs 3.277, hvis aktien i Danmark stiger svarende til lukningen i USA.

Ifølge Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, er det danske biotekselskabs hidtidige rekord fra november 2022 inden for rækkevidde:

»Det bliver ikke i denne omgang gensyn med all-time-high, men det er ikke så langt fra endda,« lyder det fra Per Hansen, der tilføjer:

»Men sikke et comeback det har været for Genmab.«

Baggrunden for kursspringet er handlen i USA efter børsens lukketid i Danmark fredag. Her endte slutkursen på 43,79 dollar, hvilket omregnet svarer til en dansk kurs på 2.925 kr. Det svarer til en stigning på 10,6 procent i forhold til den danske slutkurs på 2.644 kr.

Stigningen kom i kølvandet på meget gode og lovende data mod æggestokkræft.

Tilbage i foråret 2025 flirtede aktien med kurs 1.200. Dengang reagerede investorerne med skepsis, forklarer Per Hansen:

»Resultaterne var udmærkede, men investorer havde mistet interessen for selskabet og tilliden til værdiskabelsen.«

Ifølge økonomen skal forskellen mellem kurs 1.200 og 2.925 findes i tilliden til selskabets udvikling og fremtid:

»Biotek handler ikke mindst om fremtiden og fremdriften i pipelinen, som styrer risikopræmien. Forskellen mellem 1200 og 2925 er ikke overvejende drevet af udviklingen i indtjeningsforventningerne, men næsten til 100 pct. af data, tillid og netop risikopræmien.«

De seneste kvartaler har dog ændret billedet for selskabet

»Nu er den tilbage. En række gode data har været præsenteret og de seneste kvartaler har ikke kun været opløftende med hensyn til udviklingen i pipelinen, men også når det kommer til de økonomiske resultater.«

Investeringsøkonomen vurderer samtidig, at Genmab  kan være ved at lægge en velkendt bekymring bag sig:

»Aktien er tilbage og mon ikke den for alvor har fjernet sig fra den risiko, som investorerne og analytikerne løbende har været mest nervøse for: Tiden efter Darzalex.«

Hvis fredagens kursstigning fra USA slår igennem i Danmark, lander Genmab på en kurs på 2.925 kr. og en markedsværdi på omtrent 175 mia. kr. Det placerer aktien cirka 10 pct. fra rekordniveauet på 3.277 kr. fra november 2022.