Ørsted etablerer joint venture om havvind i Japan


Ørsted havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg.
Ørsted havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ørsted er gået sammen den japanske energikoncern Tepco, og sammen vil de to selskaber arbejde for at afgive et fælles bud på et havvindprojekt i Japan.

Allerede i januar sidste år underskrev de to selskaber en hensigtserklæring om at samarbejde om havvindmølleprojekter i landet.

Nu har Ørsted og Tepco fået det formelle på plads, og selskaberne har etableret et joint venture, skriver Ørsted i en meddelelse onsdag formiddag.

Planen er, at Ørsted og Tepco skal afgive et fælles bud i en udbudsrunde fra havvind i et område ud for kysten omkring den japanske by Choshi, der ligger omkring 125 kilometer fra landets hovedstad, Tokyo.

Ifølge Ørsted vil det ske, når Japans regering officielt udlægger området ved byen til et vækstområde for havvind.

Derudover vil det danske og det japanske selskab også arbejde sammen om de fremtidige muligheder inden for udbygningen af havvindmølleparker i Choshi-området.

Henrik Poulsen, der er administrerende direktør hos Ørsted, glæder sig over, at mere end et års tæt samarbejde med den japanske energikoncern har ført til etableringen af et joint venture for Choshi-havvindprojektet.

- Med Ørsteds stærke globale kapacitet og Tepcos lokale ekspertise er vi godt klædt på til at deltage i det kommende udbud.

- Dette joint venture er ikke kun et vigtigt skridt for Ørsted og Tepcos bestræbelser for at indfri Japans ambitioner for landets egen forsyning af vedvarende energi, men markerer også Ørsteds indtog på det japanske marked og vores ambition om at hjælpe Japan med at blive et førende havvindmarked Stillehavsområdet, siger direktøren i pressemeddelelsen.

Ørsted har i dag opført havvindmølleparker flere steder i Europa, ligesom selskabet har havvindprojekter på vej i både USA og Taiwan inden for de kommende år.

Det danske selskab går nu for alvor ind på markedet for havvind i Japan, som selskabet flere gange har udpeget som et af de interessante nye markeder inden for vindprojekter til vands.

Den japanske partner, Tepco, vil i april i år etablere en division for vedvarende energi, som kommer til at gå under navnet Tepco Renewable Power.

Selskabet genererer, distribuerer og sælger el og andre energityper. Det er Japans største energikoncern, og i dag har den tre overordnede forretningsområder - Fuell & Power, Power Grid og Energy Partner.

Tepco ejer desuden det ulykkesramte Fukushima-atomkraftværk i Japan

/ritzau/FINANS