Hos franske BNP Paribas har man justeret sit syn på Ørsted-aktien.
Mere nøjagtigt har børshuset hævet sin anbefaling på det danske energiselskab til 'neutral' mod før 'underperform', viser data fra Bloomberg.
BNP Paribas fastholder sit kursmål på 300 kr., hvilket indikerer et potentiale på omkring 6 pct., hvis man tager udgangspunkt i aktiens aktuelle kurs onsdag før børsåbning på 281,60 kr.
Langt størstedelen af de analytikere, der ifølge Bloomberg dækker aktien, har samme anbefaling som det franske børshus.
En 'neutral'-anbefaling svarer nemlig til en 'hold'-anbefaling.
Ud af de i alt 35 analytikere med dækning af aktien, har 23 en 'hold'-anbefaling. Syv har en 'køb'-anbefaling, mens de resterende fem har en 'sælg'-anbefaling.
Ørsted-aktien steg 14,5 pct. i gårsdagens handel.
Det skete efter, det amerikanske havvindmølleprojekt Empire Wind i New York bliver genoptaget, efter et arbejdsstop har været indført af den amerikanske administration tilbage i april.
