Efter Hamas' brutale angreb på Israel i weekenden, er olieprisen gået en vej - opad.
Således er prisen på en tønde olie nu igen tæt på 90 dollar, efter at den faldt tilbage i sidste uge.
Olieprisen stiger således godt 4 pct. så en tønde af den amerikanske WTI-olie mandag morgen koster godt 86 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster op mod 88 dollar for en tønde.
Prisen på olie følges nøje af investorer - en stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Derudover kan geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger påvirke udbuddet af olie.
Læs også: Nordea efter uhyggelige angreb: Det holder vi øje med nu
Samtidig kan en stigende oliepris også føre til højere forbrugerpriser og inflation.
En af årsagerne til, at olieprisen stiger er, at markedet forventer at konflikten i Mellemøsten kan presse udbuddet af olie. Det gælder særligt, hvis konflikten udvider sig og kommer til at involvere Iran, der er en stor olieproducent.
Iran er ligeledes en kendt støtte af Hamas, og derfor skaber situationen frygt for et udbudspres.
Euroinvestor har snakket med chefstrateg hos Nordea, Josephine Cetti, der efter weekendens hændelser vil holde øje med olieprisen. Hun vurderer, at konflikten godt kan påvirke Irans muligheder for at afsætte olie på de globale markeder, men at Saudi Arabien kan øge deres produktionskapacitet - og dermed holde olieprisen stabil - hvis landet ønsker det.
»Alligevel kan vi dog godt komme til at se en reaktion i olieprisen på den korte bane, og det vigtige bliver at holde øje med, hvordan situationen udvikler sig herfra og hvordan den trækker de forskellige olieproducenter i Mellemøsten ind i konflikten,« lyder det fra Josephine Cetti til Euroinvestor.
Du kan læse mere om, hvordan hun tror markedet vil blive påvirket af konflikten her.
Læs også: Jyske Bank om dansk selskab: 'En god investering'
Læs også: Danske Bank anbefaler populær aktie - kan stå foran et vendepunkt
