Olieprisen er strøget op i år, og nu står det sorte guld overfor endnu en hæsblæsende optur.
Det mener i hvert fald storbanken JPMorgan, skriver Insider.
Selvom andre strateger har skåret i deres kursmål, så spår JPMorgan, at prisen på en tønde olie skal ramme 150 dollar.
Aktuelt koster den europæiske Brent-olie 93,9 dollar tønden.
Storbanken ser en optur forude, fordi selskaber afholder sig fra at investere i olieproduktion. Det vil på sigt skabe et »enormt« hul på udbudssiden, som selv de olieproducerende lande i OPEC ikke kan opfylde, lyder det.
»De fleste selskaber, som bør investere i fremtidig produktion - særligt store selskaber - gør det ikke. Så i sidste ende sparker de dåsen videre ned ad vejen,« skriver JPMorgans energistrateg, Christyan Malek, i en analyse.
Inden krigen i Ukraine lå prisen for en tønde Brent-olie på cirka 85 dollar. I kølvandet på krigen toppede prisen i 121,9 dollar.
Læs også: Fonde med danske aktier lider største tab i et årti
Læs også: Russiske selskaber bruger smuthul – og Kreml kan følge trop
