Oliepriser falder markant: Spændinger mellem USA og Iran dæmpes efter præsident Trumps udtalelser


Oliepriserne faldt tirsdag, i takt med at situationen i Mellemøsten udviser tegn på midlertidig afdæmpning.
Det har skabt håb i markederne om, at konflikten ikke eskalerer yderligere og truer den globale olieforsyning, skriver CNBC.
Prisen på nordsøolie (Brent) faldt med over 1 pct. til 87,24 dollar pr. tønde, mens den amerikanske WTI-olie faldt 1,22 pct. til 81,60 dollar pr. tønde.
Selvom Iran har afvist et forslag om en 10-dages våbenhvile, hersker der en foreløbig ro. Den relative stabilitet kommer i kølvandet på forlydender om, at USA’s våbenlagre er under pres. The New York Times har rapporteret, at USA's præsident Trump overvejede mere omfattende tiltag mod Iran, men udskød planerne af bekymring for lagerbeholdningen.
Trump har dog over for de medfølgende journalister ombord på Air Force One afvist, at USA skulle mangle militært udstyr.
Finanshuset Commonwealth Bank of Australia (CBA) vurderede tirsdag, at de faldende oliepriser afspejler en dæmpet frygt for en hurtig optrapning af konflikten. Banken advarede dog om, at der fortsat er stor risiko for forstyrrelser i den globale energiforsyning.
CBA forklarede, at selvom roen har mindsket frygten for direkte angreb på infrastruktur, skal der meget lidt til ved det strategisk vigtige Hormuzstræde – hvor en stor del af verdens råolie transporteres – før fjendtlighederne igen kan blusse op.