Oliepriserne stiger over 2 pct. tirsdag. Det skyldes, at der stadig er stor usikkerhed om en amerikansk-ledet gruppe af lande, der skal beskytte skibsfarten gennem Hormuzstrædet.
USA's præsident Donald Trump har da også udtrykt frustration over, at nogle lande tøver med at deltage i koalitionen, skriver CNBC.
Det sker med henvisning til, at det amerikanske finansministerium tidligere har indikeret, at iranske olietankere får lov at passere, men der er stadig ingen konkret militær beskyttelse på plads.
Navnene på landene, der vil deltage i koalitionen, vil ifølge Wall Street Journal snart blive annonceret, men præsident Donald Trump har mandag udtalt, at koalitionen stadig ikke er helt klar.
»Nogle er meget entusiastiske, og nogle er mindre entusiastiske. Og jeg antager, at nogle ikke vil gøre det. Jeg tror, vi har en eller to, som ikke vil gøre det, som vi har beskyttet i omkring 40 år for titusvis af milliarder af dollar,« udtalte præsident Donald Trump til journalister på et pressemøde.
USA har presset allierede til at sende militære styrker for at beskytte tankertrafikken gennem strædet. Skibsfarten er faldet markant efter iranske angreb, hvilket har ført til en af de største forstyrrelser af den globale olieforsyning i historien.
Ifølge energikonsulentfirmaet Kpler passerede omkring 13 mio. tønder olie dagligt gennem strædet i 2025. Det svarer til omkring 31 pct. af al olie, der transporteres til søs.

