Oliepriserne er steget markant, og den vigtigste oliepris, Brent crude, ramte torsdag 100 dollar per tønde. Det sker, selvom Det Internationale Energiagentur (IEA) har annonceret den største frigivelse af oliereserver i historien.
Men markedet er tilsyneladende ikke overbevist om, at det kan opveje den store mangel på olie, som krigen i Mellemøsten har skabt, forklarer Pavel Molchanov, en erfaren investeringsstrateg hos Raymond James, ifølge CNBC:
»Priserne er lige nu stadig i paniktilstand. Der er en masse følelser, frygt og usikkerhed indbygget i den pris, vi ser.«
Den amerikanske oliepris, West Texas Intermediate (WTI), steg 8,8 pct. til 95 dollar per tønde.
Det skal ses i lyset af, at IEA onsdag meddelte, at dets 32 medlemslande vil frigive 400 mio. tønder olie fra deres nødreserver.
Det er den største koordinerede frigivelse, siden agenturet blev oprettet efter oliekrisen i 1973. USA har selv annonceret, at landet vil frigive 172 mio. tønder fra landets beredskabslager af råolie, den Strategiske Petroleum Reserve.
Ifølge energiminister Chris Wright kan leverancerne begynde allerede i næste uge og forventes at tage omkring 120 dage.
Oliemarkedet har dog stort set ikke reageret på disse udmeldinger, og priserne fortsætter med at stige. Det indikerer ifølge mediet, at investorerne tvivler på, om tiltagene kan dække den manglende olie, især hvis olietransporten gennem det vigtige Hormuz-stræde stadig er forstyrret.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig.
Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

