Henter kommentarer

Omsætningen stiger hos Matas - fastholder forventninger


Den store materialistkæde Matas har omsat for 2.694 mio. kr. i tredje kvartal i det skæve regnskabsårs 2024/25, afslører selskabets dugfriske regnskab.

Det er mere end samme periode sidste år, hvor omsætningen landede på 2.508 mio. kr. svarende til en vækst på 7,4 pct.

Tallet var dog kendt på forhånd. Det kom frem, da selskabet opjusterede i starten af januar.

EBITDA før særlige poster lander på 474 mio. kr. i tredje kvartal mod 424 mio. kr. sidste år.

Læs også: Økonom fælder dom over Vestas regnskab: Forventningerne ser forsigtige ud

På bundlinjen ligger der i alt 201 mio. kr. Til sammenligning lød tallet på 163 mio. kr. i samme periode sidste år.

Til gengæld havde analytikerne sat næsen op efter, at tallet landende på 217 mio. kr., viser konsensusestimater indsamlet af Matas selv forud for regnskabet.

Selskabet fastholder sine forventninger til det fulde regnskabsår, fremgår det. Her venter man en omsætningsvækst på mellem 6,5 og 7,5 pct., mens EBITDA-marginen før særlige poster i 2024/25 ventes at lande i intervallet 14,5 og 15,5 pct.

Læs også: Efter udfordrende år: Vestas sender penge til aktionærerne

Topchef i Matas Gregers Wedell-Wedellsborg roser sine medarbejdere i regnskabet:  

»Vores kollegaer har leveret høj vækst på tværs af alle markeder og kanaler, og vi har samtidig forbedret vores marginer gennem fremragende eksekvering og realisering af synergier,« siger han og fortsætter:

»Som én nordisk koncern tilbyder vi flere og flere brands, åbner nye butikker, leverer hurtigere online og sikrer endnu bedre tilbud til vores kunder og nu over 6 millioner medlemmer.«

Matas-aktien er gået frem med knap 2 pct. siden årsskiftet, mens fremgangen det seneste år lyder på næsten 24 pct.

Læs også: Smykkekæmpe forkæler aktionærerne: Udbytte og aktietilbagekøb på vej

Læs også: Nye tal fra Demant