Onsdag venter en gyser for investorerne: Gigant skal genrejse investorernes tillid, ifølge chefanalytiker


Aktierne er rødglødende, investeringerne er gigantiske, og generelt er AI-temaet under en heftig udvikling.
Onsdag bliver der stukket en finger i jorden, som skal vise, om AI-temaet fortsat har fuld fart på, eller om chipkæmpen Nvidia er ved at miste fodfæstet under de massive forventninger.
I USA har virksomhederne leveret den stærkeste indtjeningsvækst i årevis, og Nvidia er et af de selskaber, som runder regnskabssæsonen af, lyder det fra Natalia Setlak, der er chefanalytiker hos AL Sydbank.
»Nvidia-regnskabet kan derfor ende som krymmelet på toppen af kagen og sætte punktum for en regnskabssæson, der allerede har overgået de flestes forventninger med en meget stor margin,« vurderer hun.
Natalia Setlak kommer især til at holde øje med Nvidias udmeldinger om efterspørgslen.
»Hvis selskabet endnu engang kan dokumentere en næsten umættelig appetit på AI-chips og samtidig fastholde høje vækstforventninger, kan det være med til at genoprette investorernes tillid til hele AI-værdikæden,« vurderer chefanalytikeren.

Aktierne inden for AI-temaet har været under pres denne sommer, og investorerne er begyndt at være kritiske over for de høje værdiansættelser og selve bæredygtigheden i temaet.
Der bliver nemlig postet milliarder i infrastrukturen bag kunstig intelligens, og investorerne er blandt andet nervøse for, om selskaberne kommer til at tjene nok penge på de store investeringer til, at det kan retfærdigøre prisen på aktierne i dag.
Derfor vil Nvidia med et regnskab, der viser en stærk appetit være med til at dulme investorernes nerver, og det vil kunne mærkes hos aktierne i hele temaet, lyder det fra Natalia Setlak:
»Effekten vil sandsynligvis række langt ud over Nvidia selv og omfatte alt fra producenter af hukommelseschips og optiske komponenter til datacenterleverandører, energiselskaber og andre virksomheder, der leverer den fysiske infrastruktur bag AI-revolutionen.«
Nvidia-regnskabet er altså et vigtigt fingerpeg om, hvordan det står til i et af de største investeringstemaer lige nu.
»Efter en sommer præget af nogen tvivl og kursudsving kan regnskabet meget vel blive det pejlemærke, der afgør, om AI-aktierne er klar til at genindtage sine rekordniveauer,« skriver Natalia Setlak.
Hun er fortsat positiv over for AI-temaet, og anbefaler at investere bredt i temaet.
»Vi ser fortsat stort potentiale i AI-infrastrukturtemaet og forventer, at selskaber, der leverer AI-infrastruktur, vil fortsætte opturen i de kommende måneder,« vurderer analytikeren.
Nvidia kommer med regnskab efter den amerikanske børs lukker klokken 22.00 onsdag, og du kan følge det her på Euroinvestor.dk.