DSV indtog en topplacering i det danske eliteindeks onsdag, hvor særligt analytikerne var med til at sætte retningen med ændrede anbefalinger og kursmål. Også A.P. Møller-Mærsk og Ørsted endte i grønt på en blandet dag for det samlede indeks.
DSV blev sendt op på en ændret anbefaling, mens Mærsk steg trods et lavere kursmål. Ørsted lykkedes med at kravle mod toppen oven på en irsk ordre, efter at et skåret kursmål på 40 pct. ellers sende aktien i dørken i morgentimerne.
I bunden endte i stedet Tryg, der meldte om en ændret strategi og afskedigelsen af op mod 270 medarbejdere.
Læs også: Er steget 28 pct. i år: Det mener analytikerne om aktien
»Markedet var dagen igennem præget af lettelse, og investorerne benyttede anledningen til at puste ud efter en hård periode. Det blev dog en kortvarig affære, og man skal heller ikke forvente, at nervøsiteten er væk,« lyder det fra Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.
»Markedet er lidt forandret fra tirsdag, og vi kan se, at markedet har været i plus dagen igennem, men det forsvinder eller bliver mindre rundt omkring. Den nervøsitet, vi har set den seneste tid, ligger stadig under overfladen. Det vi så var ikke et voldsomt positivt momentum, men bare lidt køb oven på et par dages fald,« siger han.
C25-indekset sluttede dagen med et fald på 0,2 pct. til 1688,47 - og det var tredje dage i rødt i træk.
Fokus er ifølge Mads Zink dermed fortsat på den fortsat høje rente og mulige negative konsekvenser af den aktuelle situation i USA. Her er investorernes blik i disse dage rettet mod politikerne, der indtil videre ikke er nået til enighed om et nyt budget, der senest skal være på plads ved ugens udgang. Sker det ikke, vil dele af den offentlige sektor blive lukket ned.
Læs også: Ørsted får kontrakt på sol- og vindenergiprojekt i Irland
»Det er ikke fremmende for stemningen,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA.
DSV endte blandt de meste stigende aktier i eliteindekset, efter at selskabet fik fået løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" hos JPMorgan, der i samme ombæring løftede kursmålet til 1390 kr. fra 1270 kr.
Det skriver Bloomberg News.
Aktien steg 0,7 pct. til 1299,50 kr.
I samme boldgade fik fragtkollegaen Mærsk sænket sit kursmål hos Jefferies, der også skruede ned for sine estimater for Mærsks indtjening i både fjerde kvartal, 2024 og 2025. Det er sket med henvisning til et svagere end ventet andet halvår i år og et deraf lavere udgangspunkt for fragtraterne i 2024.
Kursmålet for Mærsk-aktien blev skåret til 12.800 kr. fra 13.000 kr., mens anbefalingen "hold" blev gentaget. Det var dog ikke nok til spolere kursudviklingen, og B-aktien steg 0,2 pct. til 12.485 kr.
Ørsted-aktien rystede en skidt start af sig og endte i grønt med et plus på 1,2 pct. til 384,60 kr.
Aktien blev sendt op, efter at selskabet kunne melde om to kontrakter i Irland på henholdsvis solcelleanlægget Garreenleen på 81 megawatt, MW, og vindmølleparken Farranrory på 43,2 MW. Det skete i forbindelse med en auktion, hvor der blev tildelt 24 projekter med en gennemsnitlig aftalepris på 100,47 euro per megawatttime.
Læs også: Brutal aktiedag for europæisk forsikringsselskab
Dermed fik aktien medvind oven på et skåret kursmål fra Jefferies, der blev sat ned til 500 kr. fra tidligere 800 kr. Det svarer til 40 pct., mens anbefalingen dog fortsat lyder "køb".
Derudover har Novo Nordisk fået løftet sit kursmål til 745 kr. fra 707,5 kr. hos Stifel, der fastholder sin købsanbefaling.
Aktien faldt 0,4 pct. til 647,50 kr.
I stedet blev forsikringsselskabet Tryg indeksets sorteper, da aktien faldt til bunden med et minus på 2,5 pct. til 129,85 kr.
Tryg vil gennemføre en række strategiske ændringer, der blandt andet betyder et farvel til 250-270 medarbejdere, hvilket svarer til omkring 3,5 pct. af de ansatte.
Det er koncernens nye topchef, Johan Kirstein Brammer, der er ved at lægge fundamentet for den nye strategi frem mod 2027, der annonceres i fjerde kvartal næste år.
»Jeg havde nok set, at vi skulle have været tættere på den nye strategiperiode, før der kom noget fra dem. Den gamle løber ud i 2024, siger Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank, men fremhæver i samme åndedrag, at der er sket meget siden strategien til 2024 blev lagt,« siger Mikkel Emil Jensen.
Aktien faldt 2,5 pct. til 129,85 kr.
Læs også: Storbank skærer kæmpe luns af kurspotentialet i Ørsted
Læs også: Danskernes renteregning skyder i vejret: Højeste niveau i mere end 10 år
.\˙ MarketWire

